Saavidt var det kommet med denne Sag i Kong Erik Magnussøns Regjeringstid. Det synes nu, som om Biskop Arne endelig var bragt i den Stilling, at hans Modstand mod en lovlig Dom maatte opgives, eller i alt Fald forvandles enten til en magtesløs Indsigelse, eller til en aabenbar Opstand mod al baade geistlig og verdslig Magt. Og dog maa han alligevel have fundet paa nye Udflugter; thi Sagen blev ikke tilendebragt førend under den paafølgende Regjering.
Men førend den stavangerske Kirkestrid var bragt til dette Punkt, var den nidarosiske igjen opblusset med fornyet Heftighed. At Erkebiskop Jørund ikke fandt sig tilfredsstillet ved Forliget til Tautra, kan man let forstaa, ligesom og at Jarledømmet, som nu var forenet med hans Erkebiskopsdømme, ikke bidrog til at neddæmpe hans naturlige Overmod. Det lader til at have varet kort med hans Iagttagelse af det sluttede Forlig. Han gik atter ind paa Kapitelets Ret, og en fornyet Appel til det apostoliske Sæde blev Følgen. Kongen synes nu at have opgivet Erkebiskoppens Sag og overladt ham at styre sin egen Kurs. At han derimod fremdeles har omfattet det nidarosiske Kapitel med sin Velvillie, maa sluttes af hans Brev fra Bergen af 13de November 1298. Ved dette nemlig kundgjør han, at han har tilstaaet Chorsbrødrene af Nidaros, „sine egne Klerker“ Dommerret over sex Kommunens daglige Svende og Bøder af dem i alle Sager med Undtagelse af Drab, Lemlæstelse og Ubødemaal, – dog uforkrænket Erkebiskoppens Frihed og Len. Han meddeler dem derhos fuld Bemyndigelse til at søge og bilægge alle de Sager Kongedømmet vedkommende, som kunde forefalde i Kommun- og Præbende-Gaardene, i Hospitalsgaarden og paa Kirkegaarden nord for Christkirken, saaledes at de skulde have alle Boder i løst Gods, men Kongen faste Ejendomme. Denne Frihed skulde de have, saalænge som det behagede Kongen[1]. Man seer heraf, at Chorsbrødrene utvivlsomt have nydt Kongens Gunst, om han end vilde, at Erkebiskoppens nylig tilstaaede Rettigheder som Kongens Jarl ikke derved skulde formindskes
Appellen til det apostoliske Sæde bevirkede imidlertid, at Bonifacius VIII udnævnte Biskop Narve af Bergen og Peter Mata Chorsbroder sammesteds til Inkvisitorer og delegerede Dommere i Sagen. Disse droge i 1299 til Nidaros, og her fremstillede sig for dem Kapitelets Fuldmægtige med Begjæring, at de skulde afhøre Vidner angaaende Kapitelets Anklagepunkter mod Erkebiskoppen. Klagen angik noget nær det samme, hvorom Striden for havde dreiet sig, og desuden det, at Erkebiskoppen havde berøvet Kapitelet dets Segl, Privilegier, Bøger, Prydelser, og alt det Gods, som tilhørte baade
- ↑ N. Dipl I. 80.
