bestrøget Afguds-Alterne med Blod og erklæret, at dette skulde være til „Aarbod“ (at Aaringerne maatte blive bedre). „Det syntes nemlig Alle klart, at Guderne vare blevne vrede fordi Haaleygerne havde vendt sig til Christendommen“. Olaf stevnede da til sig en Deel Bønder af Indre-Throndhjem for nærmere at forhøre sig om denne Sag. Som de Indstevnedes Ordfører fremstod den mægtige og ætstore Bondehøvding Ølver af Egg i Sparbyggiafylke. Han forklarede Gjestebudene som almindelige Omgangsgilder, og benegtede de øvrige Beskyldninger som Usandhed. Han forsvarede Bøndernes Sag saa klogeligen, at Kongen, uagtet den sterke Mistanke han nærede, dog ikke kunde finde tydelige Beviser mod dem, og maatte lade dem fare hjem med Fred.
Ud paa Vinteren blev det atter Kongen sagt, at Indthrønderne havde havt store Sammenkomster paa det gamle hedenske Offersted Mæren, ved Midvinter (midt i Januar) og der blotet til Fred og god Vinter. Kongen stevnede paa ny de bedste Bønder til sig, og Ølver indfandt sig, skjønt denne Gang nødig, som deres Ordfører. Han forklarede Sammenkomsterne som Julegjestebud, til hvilke Bønderne ei pleiede at tage saa knapt til, at der jo blev meget tilovers, hvormed de da holdt sig lystige længe efter at den egentlige Jul var forbi; og de valgte Mæren til Stedet for sine Lag, fordi det var en stor Gaard med mange Huse og beliggende i den tykkeste Bygd. Kongen lod ogsaa nu Bønderne fare frit hjem igjen, men lod sig dog forlyde med, at han vel skulde komme efter den sande Sammenhæng, og bad dem derfor alvorligen, at de, hvorledes det end hidtil havde været, ikke skulde gjøre sligt oftere.
Strax efter Paaske (2den Apr.) 1021 lod Kongen udsætte og ruste sine Skibe og kaldte til sig sin Aarmand Thorald, der forestod Kongsgaarden Haug i Veradal. Af denne fik han nu sikker Underretning om Tilstanden blandt Indthrønderne Skjønt nogle af dem vare døbte, saa var dog næsten alt Folket hedensk i sin Tro. De holdt Blot mod Vinteren, ved Midvinter og mod Sommeren, og heri vare Bønderne i alle de fire indthrøndske Fylker deelagtige. Tolv Mænd forestod Blotgjestebudene, og blandt disse var Ølver af Egg, som just nu havde det travlt paa Mæren, hvorhen al Gjestebudskosten førtes til Sommerblotet (i Midten af April). Da Olaf havde faaet denne Underretning bemandede han uden Ophold sine fem Skibe og seilede med god Bør ind ad Fjorden. Han kom ganske uventet om Natten til Mæren, omrigede Husene og tog Ølver med mange tilstedeværende Bønder til Fange. Ølver og flere med ham lod Kongen strax dræbe, andre mægtige Mænd beholdt han som Fanger i sin Vold. Derpaa stevnede han Bønderne til Thing; de underkastede sig ham uden Mod-
