søgte at udfylde de Huller, som man fandt at være tilstede i sine nye Trosbegreber, ved Tilflikninger af de ældre, som endnu vare i friskt Minde, – man undlod den strenge Overholdelse af visse christelig-kirkelige Skikke, som man tænkte sig at være af mindre Vigtighed, og som man derhos fandt besværlige at iagttage under sine ofte haarde og trange Livsforholde; – men man vilde ingenlunde dermed afsige eller frasverge sig sin Christendom. Nogle faa Exempler kunne maaskee kaste et klarere Lys over denne de nyomvendte Christnes Aandstilstand, skjønt de vist nok ikke netop tilhøre den Tid eller de Landsdele, hvorom i ovenanførte Sagaberetning er Tale.
Den forhen omtalte Færøing Thrond i Gata, der var bleven tvungen af Sigmund Bresterssøn til at lade sig døbe, og om hvem det ingensteds siges, at han senere faldt fra Christendommen, havde som Olding i Opfostring en Dattersøn af Sigmund, Sigmund Leifssøn. Da denne var ni Aar gammel, kom hans Forældre Leif Øssurssøn og Thora Sigmundsdatter i Besøg til Thrond. Om Kvelden, da Thora var bleven ene med sin Søn, begyndte hun at udfritte ham om hvad han havde lært af Thrond. Drengen svarede, at Thrond havde lært ham Alt hvad der hørte til Rettergangen; og deri var han ogsaa virkelig flink. Men nu spurgte Moderen ham, hvad hans Fosterfader havde lært ham af Christendommen. Drengen svarede, at han havde lært Pater noster og Credo. Hun vilde høre dette. Drengen sang nu først Pater noster, og dette forekom hende ganske godt; men nu kom Credo. Den lød efter Thronds Lærdom saaledes:
„Givne ere Engle gode,
Gaar jeg ei i Verden ene;
Mine Fjed følge
Fem Guds Engle.
Jeg beder Bøn for mig,
Bære de den for Christ;
Syv Salmer jeg synger;
Sørge Gud for mit Vel!“[1].
Da Thrond i det samme kom ind, og Thora sagde, at hun ikke syntes der var nogen Skikkelse paa den Credo, svarede Thrond: „Det er saa, som Du nok veed, at Christus havde tolv Læresvende eller flere, og enhver af dem brugte sin Credo. Jeg har nu ogsaa min Credo, som Du har din, hvilken du har lært. Der er mange Credoer, og de behøve ei alle at være eens for at være rigtige“. Forklaringen fyldestgjorde dog neppe Moderen, og hun fik strax efter listet sin Søn bort fra den slu Thrond[2]. Exemplet viser, hvorledes en døbt og omvendt Hedning efter fine af Hedendommen endnu paavirkede Begreber omskabte selve de christelige Trosartikler, rimeligviis fordi han ufuldkommet havde lært dem, og endnu ufuldkomnere opfattet deres Betydning. Det svævede ham
