Olaf Haraldssøns Fortjeneste af Christendommen i Norge viste sig i to Retninger: deels deri, at den fuldendte Folkets Omvendelse ved at udrydde de Levninger af Hedendommen, som endnu fandtes i Landet, – deels deri, at han ordnede den norske Kirke ved Lov. Vi skulle nu henvende Opmærksomheden paa den første Retning.
Olaf var om Vinteren efter Svein Jarls Død, under sit Ophold i Throndhjem, sysselsat med Forberedelsen af Lovgivningsarbeider, især til Christendommens Tarv. Den næste Vaar, 1016, drog han syd langs Landet. „Han dvælede – sige Sagaerne – i hvert Fylke og thingede med Bønderne, og paa hvert Thing lod han oplæse Christendomsloven og de Bud, som dermed fulgte. Han afskaffede strax mange Uvaner og megen Hedendom. Jarlerne havde nemlig nøie overholdt gammel Lov og Landsret, men med Hensyn til Christendommens Overholdelse lode de hver gjøre efter eget Tykke. Tilstanden var da bleven den: at videst om Søbygderne var Folket vel døbt, dog kjendte de Fleste kun lidet til christen Lov, – men i Opdalene og Fjældbygderne, der var vide om Folket ganske hedensk; thi da Folket fik raade sig selv, fæstede sig den Tro mest i Mindet, som man havde lært i Barndommen. Men dem som nu ikke vilde rette sig efter Kongens Bud angaaende Christendommens Overholdelse, truede han, hvad enten de vare mægtige eller ringe, med haarde Kaar“[1]. Lægger man nøie Mærke til Udtrykkene i denne Beretning, saa kan det neppe miskjendes, at her, hvad Søbygderne i det mindste angaar, ikke er Tale om noget forudgaaende, forsætligt og voldsomt Tilbagefald til Hedendommen, der saa at sige gjorde en Christnen fra ny af nødvendig, – men snarere om en Fordunkling af Christendommens Begreber og Lære, frembragt ved Uvidenhed og Mangel paa tilstrækkelig christelig Undervisning, – en Fordunkling, som maatte bortryddes ved at opfriske Troslærdommene i Folkets Minde og ved at indskjærpe de gudstjenstlige Skikke. Det var nemlig, som for antydet, en uundgaaelig Følge af den Hurtighed, hvormed Omvendelsen under Olaf Tryggvessøn foregik, og af det ringe Tal af dygtige Christenlærere i Forhold til Landets vide Udstrækning, at Christendomskundskaben hos de Omvendte blev yderst tarvelig, og at saaledes under en Tilstand, hvori strengt Opsyn manglede, uvilkaarligen meget af hedenske Trosbegreber og Skikke maatte indblande sig i Almuens nye og ubestyrkede Christendom, uden at derfor noget bestemt Tilbagefald til Hedendommen, nogen udtrykkelig Fornegtelse af den nye Tro fandt Sted, eller engang tilsigtedes. Man
- ↑ Sn. Ol. H. S. c. 58; Fornm. s. IV. 116.
