altfor strengt, saa turde man maaskee af Grimkels Slegtskabsforhold til Biskop Sigurd gjette, at han i sin Ungdom har fulgt denne sin Frænde til Norge, og at han, deels under Sigurds Ophold her deels efter hans Bortfærd til Sverige, har virket i en underordnet Stilling blandt Nordmændene som Christendomslærer, men at han først er optraadt som Biskop under Olaf Haraldssøn, efter at have modtaget biskoppelig Vielse i England. Det at Olaf netop støttede lig til ham i sin Kirkelovgivning for Norge, i Forening med denne Lovgivnings Beskaffenhed, der røber nøie Kjendskab til Norges Samfundsforholde og Nordmændenes Folkekarakter, maa vist nok vække Formodning om, at Grimkel allerede har været gammel kjendt i Norge, da han hjalp Kongen med Kirkelovgivningen; og dette var dog efter Sagaernes Vidnesbyrd lige i Begyndelsen af Olafs Regjering. Den anden i Sagaerne nævnte Biskop, nemlig Sigurd, er udentvivl den samme som Adam nævner Sigafrid[1], og som efter hans Vidnesbyrd ogsaa fulgte Kongen fra England. De to Biskopper, Grimkel og Sigurd, faa begge i Sagaen det Vidnesbyrd, at de vare „vise og lærde, trofaste og paalidelige, frygtløse og raske i alle Farer, veltalende og milde, og i alle sine geistlige Domme retfærdige“. Adam nævner foruden dem ogsaa tvende andre Geistlige, uden dog tydelig at angive deres Orden, hvilke kom med Olaf fra England, nemlig Rodulf og Bernhard. Disses Virksomhed i Norge omtales ikke af vore Sagaer, hvorimod de – hvilket senere vil sees – findes nævnte som Christendomslærere paa Island med Biskopsnavn. At Olaf, ligesom for ham Olaf Tryggvessøn, benyttede engelske Lærere i sin Christendomsudbredelse, var noget som baade den norske Kirkes og hans eget personlige tidligere Forhold til England ligefrem maatte tilsige. De indfødte Nordmænd, som kunde i denne Virksomhed nyttes, vare, efter Alt at dømme, endnu kun faa, og af dem ganske vist ingen, der kunde optræde i det overordnede og ledende biskoppelige Embede. Forresten maa vi ikke tænke os de ovennævnte Biskopper som indviede til bestemte Kirker eller Biskopsdømmer. De vare ganske vist, ligesom for dem den ældre Sigurd, kun viede til Missions-Biskopper, eller som man udtrykte sig: til at prædike Guds Ord for Hedningerne. Saaledes betragtes de ogsaa aabenbare i Sagaerne, der aldrig tillægge dem noget bestemt Omraade eller Biskopssæde, men blot nævne dem: Kongens Hirdbiskopper, fordi de i Regelen enten fulgte Kongen og forrettede Gudstjenesten i hans Hird, eller og virkede paa de Steder, som Kongen anviste dem, og hvor deres Virksomhed for Øieblikket mest behøvedes. Dette var ogsaa det naturlige Forhold i en fremspirende og med Hedendommen kjæmpende Kirke, som den norske endnu var
- ↑ Ad. Brem. l. c.
