han kom til at tiltræde den. Efter vore Sagaer skulde dette være hendet, efterat han eet Aar havde opholdt sig i England, altsaa 101(i; men af gamle engelske Kilder synes det sikkert, at han har levet mange Aar i England og først er død ved 1023. Omstændighederne ved hans Død kunne forresten gjerne have været de, som Sagaerne angive.
Ved et forunderligt Sammenstød af heldige Begivenheder var saaledes Olaf Haraldssøn i Løbet af et Aars Tid ikke alene bleven hævet til hele Norges Konge men ogsaa befæstet i sit Rige. Han var ved sin Komme til Norge kun tyve Aar gammel, men modnet i Erfaringens Skole og fuld af Kraft og Virksomhed. Det Held, som stadigen havde fulgt ham ligefra den Stund, han satte Fod paa sit Fædrenelands Jord, maatte for en af religiøse Følelser gjennemtrængt Aand fremstille sig som et øiensynligt Mærke paa Guds Bistand, som et guddommeligt Kald til ham, at vorde sit Fædrenelands Velgjører, – først og fremst ved at udrydde Hedendommen og bygge Christi Kirke i Landet, dernæst ogsaa ved at befri det fra fremmet Herredømme, sammenknytte og befæste dets Samfundsorden paa et christeligt Grundlag, og sikkre dets Selvstændighed. I begge Retninger arbeidede han ogsaa utrættelig i hele sin Styrelsestid.
Ligesom før Olaf Tryggvessøn, saaledes fandt ogsaa Olaf Haraldssøn i sin Birken før Christendommen verdige Geistlige til Medhjælpere. Sagaerne nævne tvende: Biskopperne Grimkel og Sigurd. Af disse er især Grimkel mærkelig, da han baade i vore Sagaer og gamle Love nævnes som den, der var Olaf behjælpelig i at grundlægge Christenretten eller Kirkelovgivningen i alle Norges Dele. Han var ifølge vore gamle indenlandske Kildeskrifter enten en Søstersøn eller en Brodersøn af den ældre Biskop Sigurd, og maa saaledes have været af engelsk, eller engelsk-nordisk Herkomst. Men naar han er kommen til Norge, om med Olaf Haraldssøn eller tidligere, siges ikke. Adam af Bremen nævner ham som en af de Geistlige, der fulgte Olaf fra England. Dette viser tydeligen, at Adam ansaa Grimkel som udgangen af den engelske Kirke; og en af Englands Metropolitaner maa udentvivl have indviet ham til hans biskoppelige Embede. At han ikke er bleven indviet af Bremens Erkebiskop, det fremgaar klart deraf, at Adam intet nævner herom, da han dog omtaler Grimkel som Olafs Sendemand hos Erkebiskop Unvan (1013–1029)[1]. Den bremiske Kirkehistoriker kunde umulig ved en saadan Leilighed lade uomtalt en Kjendsgjerning, der vilde have været af den største Betydning med Hensyn til den bremiske Metropolitanvirksomhed i Norge. Vil man ikke tage den ofte saare unøiagtige Adams temmelig ubestemte Yttring om Grimkels Komme fra England med Olaf
- ↑ Ad. Brem. II. c. 94, og de situ Dan. c. 241.
