kelig ogsaa fandt mange Tilhængere. Derfra drog han til sin Stiffader Sigurd Syr paa Ringerike og sin Moder Aasta. Han aabenbarede for dem sin Hensigt at vinde Norges Rige, og Sigurd paatog sig at tale hans Sag for hans Frænder-, de oplandske Fylkeskonger. Efter mange Betænkeligheder gik disse ind paa at understøtte Olafs Sag, og paa deres Anbefaling tildømte nu Oplands Bønder ham hele Norges Rige efter den oplandske Lov.
Ved et skyndsomt Tog til Throndhjem over Dovrefjæld i Vintertiden havde det nær lykkets Olaf at overraske Svein Jarl som for Haakon. Svein blev dog varet mod Faren i den sidste Stund, undslap med Nød og fik i Hast samlet en Hær af Thrønder-, som var Olaf overlegen. Denne maatte saaledes atter drage tilbage til Oplandene, hvorfra han for ud til Viken og fik her samlet og rustet en Flaade, der var rede ved Vaarens Begyndelse. Imidlertid havde ogsaa Svein Jarl rustet sig i Throndhjem, drog syd langs Landet og fik overalt Tilstod i det vestlige Norge. Palmesøndag den 3die April 1015 mødtes begge Flaader udenfor Nesiar (Brunlaanæset ved Indløbet til Langesundsfjorden), og her kom det til et afgjørende Slag. Svein Jarl skal have havt dobbelt saa mange Skibe som Olaf, men alligevel erklærede Seiren sig for denne. Jarlens Flaade blev splittet, og han selv undkom med Nød ved Einar Thambarskjælvers Hjælp Svein drog til Sveakongen Olaf for hos ham at faa Understøttelse; men samme Aars Høst, just som han beredte sig til at gjøre et Indfald fra Sverige af i Throndhjem, hvor Folket, især Indthrønderne, var ham fast hengivet, røre han uden at efterlade sig Sønner.
Seieren ved Nesiar og Svein Jarls paafølgende Død sikkrede Olaf Norges Rige. Thrønderne underkastede sig ham uden Modstand; og da han derpaa gjennemfor hele Landet, blev han uden Indsigelse paa alle Thing tagen til Norges Konge. Olaf Sveakonges Forsøg paa at opretholde sit Herredømme i de Landsdele, som efter Svolderslaget vare faldne i hans Led, mislykkedes aldeles; og Danekongen Knut havde for Øieblikket saa meget at gjøre med Erobringen af England, at han hverken selv kunde prøve paa at opretholde sit Herredømme i Norge, eller kunde afsee Erik Jarls Bistand i sit Erobringsverk. Det er derhos rimeligt, et Erik i det uventede Uheld, som havde rammet hans Æt, saa et Forsynets Vink om, at dennes Glandstid var svunden; muligen holdt han sig ogsaa bunden i sit Forhold til Olaf ved den Ed, hans Søn havde aflagt, om aldrig at stride mod ham. Saa meget er vist, at der ingensteds i de gamle Efterretninger er Tale om noget Forsøg eller nogen Plan fra Eriks Side til at gjenvinde sit Rige i Norge; derimod heder det i vore Sagaer, at han agtede at foretage en Pilegrimsfærd til Rom, men røre uventet, for
