efter bleve ogsaa Udsigterne for Olaf selv lysere. Kong Knuts forehavende store Tog til England spurgtes, samt at Erik Jarl havde forladt Norge for at ledsage ham paa dette. Nu syntes det vel Olaf, som om Forsynet selv viste ham mod Opfyldelsen af hans Drømme, og han betænkte sig ikke længe paa at følge Anvisningen. Fra Northumberlands Kyst indskibede han sig med halvtrediehundrede udvalgte og velvæbnede Mænd paa to Knarrer eller store Førselsskibe og styrede til Norge.
Dette var om Høsten 1014[1]. Olaf udstod en Storm i Havet, men naade dog lykkelig Norge og landede først ved Øen Selia. Da han her steg i Land – fortælle Sagaerne – gled hans Fod, og han faldt paa det ene Knæ: „Nu faldt jeg“ – sagde Olaf. „Ei faldt Du“ – udbrød hans Fosterfader Rane – „Du fæstede nu Fod i Landet“. Olaf smilede og sagde: „det maa være saa, om Gud vil“. Lykken var ogsaa strax med ham. Thi da han i Hast drog sydefter med sine Skibe, for den unge Haakon Erikssøn Jarl, der intet Nys havde om hans Komme, ham lige i Hænderne og blev tagen til Fange. Han maatte opgive Olaf sit Rige og sverge aldrig at stride mod ham. Han forlod ogsaa Norge og opholdt sig siden længe hos Kong Knut sin Morbroder, indtil Skjebnen for en kort Tid igjen kaldte ham til Norges Styrelse.
Olaf skyndede derpaa til Viken, hvor han i den Landsdeel, for hvilken engang hans Fader havde raadet, maatte vente at finde og vir-
- ↑ Nogle Knuder ere vistnok her ved Tidsregningen, og Flere have antaget Høsten 1015 for Tiden, da Olaf kom til Norge. Munch har erklæret sig for denne Mening, og derfor anført mange, tildeels vegtige Grunde (I. 2. 488–494, Not.), hvilke dog ikke have været i Stand til at overtyde mig. Jeg finder nemlig Beregningen for Olaf den Helliges Regjeringsaar i Snorres Bearbeidelse af denne Konges Saga saa omhyggelig og støttet til saa gode Kilder, at jeg for at fravige den maa fordre aldeles indlysende Beviser. Sighvat Skald, Olafs Samtidige og Ven siger jo utrykkelig i det Vers, som Snorre (Cap. 260) anfører som sin Hjemmel, at Olaf raadede „fulde femten Aar (eg. Vintre)“ før han faldt. Men nu kan han ikke før en Stund ind paa Vinteren, tidligst i November Maaned, være bleven tagen til Konge af Oplændingerne, og han faldt den 31te August 1030. Var han altsaa tagen til Konge i November 1015, som Munch vil, saa kunde han ikke siges den 31te August 1030 at have regjeret i fulde femten Aar eller Vintre; han havde da først fyldt sit femtende Regjeringsaar i November 1030. Sighvats Udsagn viser, saavidt jeg kan skjønne, bestemt hen paa Slutningen af 1014 som Tiden for Olafs Regjeringstiltrædelse, og saaledes have de gamle Sagamænd, i det mindste de bedste af dem, aabenbar forstaaet Sighvats Ord. De væsentligste Vanskeligheder, som opstilles mod Antagelsen af 1014, forekomme mig heller ikke ganske uovervindelige. Her er imidlertid ikke Stedet for en udtømmende Undersøgelse af dette Emne, der for nærværende Øiemed er af en underordnet Betydning.
