Bueskydning kaldet Thambarskjælver, der havde egtet Jarlernes Søster, og drog derpaa, som det lader i 1014 til Danmark, hvorfra han det følgende Aar ledsagede Knut til England.
Olaf Haraldssøn havde imidlertid efter Kong Ædelreds Fordrivelse fra England begivet sig til Frankrige, hvor han i Normandi nu som tidligere havde Fredland eller fredeligt Tilhold. Hertugerne i Normandi af Røgnvald Møre-Jarls Æt mindedes endnu sin norske Herkomst og viste sig venskabelig sindede mod de norske og overhovedet nordiske Vikingeførere, som besøgte de vestlige Farvande. Baade tidligere i England og nu her, gaves Olaf Anledning til at befæste sin Christentro og udvide sine Kundskaber i Christendommen, hvilken han altid med Varme havde omfattet[1]. I Legenderne om ham heder det, at han blev døbt i Rouen, hvilket vel kun er saaledes at forstaa, at han der modtog Confirmationen. Medens han færdedes ved Frankriges Kyster, skal han efter Sagaerne engang have tænkt paa at drage til Jerusalem; men da havde han en Drøm, hvori han opfordredes til at lade denne Reise fare og derimod drage til Norge, hvor et evindeligt Kongedømme ventede ham. Olaf har vistnok ingensinde opgivet Tanken om engang at gjensee sit Fædreneland. Hans Sind var allerede i Ungdommen alvorsfuldt og eftertænksomt; Christendommen havde gjort et dybt Indtryk paa ham, trods det urolige Krigerliv han hidtil havde levet, og Iveren for dens Fremme blev med Aarene stedse varmere. Det var da ikke underligt, om han stundom kunde drømme om Norge, om en hæderfuld Virkekreds der, svarende til hans Byrd og hans Ret, og om at træde i Olaf Tryggvessøns Fodspor som Christendommens Forkynder blandt sine Landsmænd. Men han har vel fundet, at Omstændighederne ei vare gunstige for hans Optræden i Fædrenelandet, at han selv var endnu for ung og uprøvet til at vove en Dyst mod den erfarne og af Nordmændene desuden elskede Helt Erik Jarl. Det er da ganske rimeligt efter Olafs Sindelag, at han kan have tænkt paa en Pilegrimsfærd eller et Tog til Jerusalem, for derved at gjøre sig baade meer moden og meer verdig til at fremtræde blandt Nordmændene med sine Fordringer. Imidlertid forandrede Forholdene sig i England. Ved Svein Tjugeskjægs Død syntes atter en Gnist af Haab at glimte for Ædelred og dennes Sønner, hvem Olaf, efter at være traadt i deres Tieneste, synes at have været oprigtig hengiven. Han synes først at være tilbageholdt fra sin Pilegrimsfærd af Iver for deres Sag. Det heder nemlig, at han virksomt og med Held arbeidede for deres Tilbagekomst til England, og det er allerede omtalt, at dette lykkedes, om end Lykken var af kort Varighed. Strax
- ↑ Sn. O. H. S. c. 191. „Olafr var siðlátr ok bœnrœkinn til Guðs alla stund æfi sinnar“.
