Erik og Svein vare begge christne. Erik skal have antaget Christendommen i Følge et Løfte, han gjorde under Svolder-Slaget. Naar Svein blev christnet, siges ikke. Ingen af dem vare dog besjælede af Olaf Tryggvessøns Omvendelsesiver. De overlode hver at følge den Tro, som ham lystede, og Følgen af denne Overbærenhed var, at Hedendommen igjen vandt Overhaand ikke alene paa Oplandene, hvor Christendommen under Olaf Tryggvessøn kun havde gjort liden Fremgang, men ogsaa i det ved Tvang omvendte Throndhjem. I Landet langs Søkysten derimod holdt Christendommen sig[1].
Hvo der i den Tid Jarlerne styrede har været den norske Kirkes geistlige Formand, er ubekjendt. Den verdige Biskop Sigurd kan det ikke have været, hvis Sagaens Beretning er rigtig[2], at han efter Svolderslaget, under hvilket han havde været tilstede paa Ormen Sange og trøstet Dronning Thyri, drog til Sverige paa Olaf Skautkonges Indbydelse. Han skal her have døbt Kong Olaf og efter længe at have virket med Kraft og Fremgang for Christendommens Sag i forskjellige Dele af Sverige, taget sit Ophold i Verend i Smaaland og der i en høi Alder endt sine Dage. Er dette alt rigtigt, da er han aabenbart samme Person som den hellige Sigfrid, hvilken de gamle svenske Legendesagn regne blandt Christendommens fornemste Apostler i Sverige[3]. Den nystiftede norske Kirke har saaledes muligen i Jarlernes Tid været uden egentlig Formand; i ethvert Fald er det klart, at den kirkelige Overbestyrelse, om der end fandtes nogen saadan, har været slap og uden indgribende Virksomhed.
Det kunde saaledes synes som den norske Christendom under Jarlernes Styrelse gjorde et Tilbageskridt. Neppe var det dog saa i Virkeligheden. Olaf Tryggvessøns Omvendelsesverk havde, som allerede viist, været saa paaskyndet, var kommet saa uforberedt paa Folket, at dette fuldt vel trængte til en liden Hvile for ret at sandse sig om, for nærmere at overveie baade Olafs Færd og den nye Stilling, hvori det selv var kommet. Denne saa nødvendige Eftertankens Tid indtraadte under Jarlernes tolerante Styrelse.
At den roligere Eftertanke hos de forskjellige Personligheder maatte frembringe høist forskjellige Virkninger, var ganske naturligt. Om dem, der af fuld Overbevisning og med klar Erkjendelse havde antaget Christendommen, behøve vi ikke at tale; hos dem-kunde Troen uforstyrret befæstes og modnes. De derimod, som havde modtaget Daaben uforberedte og uden tilstrækkelig forudgaaende Underviisning, enten af Rædsel for Kong Olafs Strenghed, eller i blind Efterfølgelse af sine Høvdingers Exempel, – de havde nu Leilighed til efter nærmere Over-
