længe med den mest glimrende Tapperhed forsvarede sig fra sit store og prægtige Skib, Ormen hiin Lange. Omsider blev han overmandet, styrtede sig i Havet og druknede den 9de September Aar 1000.
Saaledes endte Olaf Tryggvessøn sit korte men daadrige Liv. Hans mange herlige Egenskaber havde, trods den grusomme Strenghed, han ved mange Leiligheder viste, gjort ham til det norske Folks Yndling. Man vilde ugjerne tro sin udkaarne Helts tidlige Død, og Sagnet gik længe i Norge, at han ei var druknet, men at han var undkommen ved Svømning, var dragen som Pilegrim til det hellige Land, og havde i en høi Alder endt sine Dage i et Kloster i Syrien. Ganske vist var dette kun et tomt Rygte; men det vidnede, i Forening med mange andre Træk af Folkesagnet, som Sagaerne have bevaret os, om den høie Beundring og den dybe Kjærlighed, han havde formaaet at indgyde ei alene sine nærmeste Omgivelser, men ogsaa det hele Folk, som han havde styret.
Paa Olafs Død fulgte atter en Sønderlemmelse af Norges Rige, hvilket Seierherrerne ved Svolder deelte mellem sig. Erik Jarl, der ved sin Tapperhed og Stridskyndighed mest havde bidraget til Seieren, fik den største Lod, nemlig Haalogaland, Naumdal, fire Fylker af Throndhjem og alle Kystfylkerne mellem Stad og Lidandesnes. Olaf Sveakonge fik de øvrige fire Fylker af Throndhjem, begge Møre-Fylkerne og Raumsdalen, samt Ranrike (Landet mellem Svinesund og Gautelv). Svein Tjugeskjæg endelig Viken og Agder vest til Lidandesnes, samt Overhøiheden over de oplandske Fylkeskonger. Da imidlertid Olaf Sveakonge overdrog sin Deel med alle en Skattekonges Rettigheder til sin Svoger, Svein Jarl, og Svein Tjugeskjæg ligeledes overdrog noget af sine Besiddelser til Erik Jarl, saa bleve Brødrene Erik og Svein de egentlige Landsstyrere i Norge.
Begge Brødre roses eenstemmigen i vore Sagaer som udmærkede Mænd, der snart vidste at vinde Nordmændenes Agtelse og Kjærlighed. De vare milde, men holdt dog strengt over Lovene, og gjorde sig især fortjente ved omhyggeligen at værne om Landets indre Fred og Sikkerhed. De udryddede blandt andet de fordærvelige Holmgange eller Tvekampe, som hidtil havde fundet en Slotte i Loven, og været et frygteligt Undertrykkelsesmiddel i samvittighedsløse Voldsmænds Hænder[1].
- ↑ Gretters Saga c. 21.
