har arbeidet for Christendommen, som i den Deel af Sverige først synes at have slaaet faste Rødder.
Olaf Tryggvessøn raadede for Norges Rige i fem Aar, og i den Tid havde Christendommens Udbredelse været Hovedmaalet for hans Virken som Landsstyrer; han havde ogsaa udstrøet fast i alle Landets Dele et Christendommens Frø, som det ei stod i menneskelig Magt at bortveire. Hans sidste Foretagende, der saa meget har bidraget til at sprede Glands over hans Navn i Sagaen, var Christendommen uvedkommende. Flere i hinanden gribende Forholde havde bragt Olaf i en fiendtlig Stilling til sine Nabokonger i Danmark og Sverige. Begge synes som Ragnar Lodbroks Ætlinge at have troet sig berettigede til et Slags Overhøihed, i det mindste over enkelte Dele af Norge, hvilken Olaf aabenbart viste, at han ikke vilde erkjende. Viken, der– endog, saa godt som umiddelbart, i længere Tid havde lydt under Danekongen, var ham af Olaf frarevet. Olaf havde desuden yderligere fornærmet Svein Tjugeskjæg ved uden hans Villie og Vidende at egte hans Søster Thyri, der var uenig med sin Broder, og som Flygtning kommen til Norge i 998, efterat Olafs paatænkte Egteskab med Sigrid Storraade var opgivet. De fra Norge fordrevne Jarler Erik og Svein, Haakon Jarls Sønner, havde fundet venskabeligt Tilhold i Danmark og Sverige; Erik havde egtet Svein Tjugeskjægs Datter, Gyda, og Svein Olaf Sveakonges Søster Holmfrid. Begge disse krigerske og dygtige Brødre vare, som man let kan tænke, Olaf Tryggvessøns Uvenner, paa hvem de troede sig at have sin Faders Død og Tabet af sin Fædrenearv at hevne. Alle disse Modstandere forenede endelig den hevngjerrige Sigrid Storraade, som imidlertid havde egtet Svein Tjngeskjæg, til et Forbund, der havde Olaf Tryggvessøns Undergang til Følge.
Paa sin Dronning Thyris Opfordring drog Olaf ud paa Sommeren Aar 1000 med en stor Flaade til Venden for her at skaffe Thyri en Deel Ejendomme, hvortil hun var berettiget. Denne Leilighed nyttede hans Fiender efter Sigrid Storraades Tilskyndelse. Den danske og svenske Konge samt Erik Jarl forenede alle sine Stridskræfter for at angribe Olaf paa Tilbagetoget fra Venden; og da han opholdtes der noget længe, opsøgte de ham under Pommerns Kyst. Olaf havde svækket sin Hærmagt ved at tillade alt det egentlige Ledingsfolk og desuden en stor Deel af sine Høvdinger at vende tilbage til Norge, da han bedragen ved falske Efterretninger ei frygtede noget hastigt Angreb. Men da han endelig selv med Resten af Hæren gav sig paa Hjemveien, traf han ganske uforventet den fiendtlige Flaade, der nu var hans mange Gange overlegen, ved Øen Svolder, nær det nuværende Greifswald. Her kom det til en hidsig Kamp, hvori Olaf
