Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/72

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
58
Første Tidsrum

gende, modtog Daaben og blev nu stadfæstet i Styrelsen af Færøerne. Han drog did endnu samme Høst med nogle Prester i sit Følge, for at byde Troen blandt sine Landsmænd. Paa et almindeligt Thing frembar han sit Erinde for Almuen. Men den slu Thrond havde fundet Anledning til at stemme Bønderne mod ham. De grebe endog til Vaaben, og Sigmund maatte for dette Sinde lade Sagen fare. Men tidlig om Vaaren næste Aar (998) overfaldt han Thrond uforvarende og tvang ham med Øren over Hovedet til at lade sig døbe med sit Husfolk. Derpaa drog Sigmund fra Ø til Ø og hvilede ei, før alle Indbyggerne vare christnede. Om Vaaren 999 kunde han selv bringe Kong Olaf Tidenden om fine Landsmænds Omvendelse.

Ogsaa til det fjærne Grønland strakte sig Olafs Omvendelsesvirksomhed. Dette Lands Kyst var femten Aar forud bleven opdaget og bebygget af Nordmænd. Erik hiin Røde var dragen fra Jædern fredløs formedelst et Drab og havde nedsat sig paa Islands Vestkant. Men ogsaa herfra blev han landflygtig og opsøgte nu et Land, som tidligere var seet af Sømænd, hvem Storm havde drevet langt i Vest fra Island. Han fandt det, og kaldte det Grønland – som det heder – for ved dette Navn, der gav Forestilling om Frugtbarhed, at lokke flere Nybyggere did. Det lykkedes ham ogsaa. En Deel Islændinger havde senere nedsat sig der, og Nybyggerne dannede et lidet uafhængigt Statssamfund under Eriks Ledning. Denne Eriks Søn, Leif, kaldet den Lykkelige (hinn hepni) kom i 999 til Olaf, blev af ham vel behandlet og overtalt til Christendommen. Aaret efter (1000) tidlig om Vaaren blev han med en Prest og nogle andre Klerker sendt tilbage til sit Hjem, og det lykkedes ham ved sin Anseelse og sine Overtalelser at faa Christentroen indført.

Saaledes spredtes ved Olafs utrættelige Bestræbelser Christendommens Lys ikke alene saa vidt som Norges Grændser og Vælde strakte sig, men ogsaa til alle de Lande, som af Nordmænd vare bebyggede. Omstændighederne aabnede ham desforuden Adgang til at virke for Christendommens Sag i Sverige, en Adgang, hvilken han, som man let kan tænke sig, ikke lod ubenyttet.

I Sverige havde Christendommen i de henved 170 Aar, der vare ledne siden Ansgars første Optræden, kun gjort meget langsomme og ringe Fremskridt. En svensk-gotisk Kirke var, som vi have seet, forlængst grundlagt ved den hamborgsk-bremiske Kirkes Missioner; dens Lærere havde spredt sig i Landets forskjellige Dele, men nogen ret Indgang havde dog Christendommen ei vundet hverken hos de Styrende eller hos Folket. Olafs Bestræbelser bidrog utvivlsomt til at give den et ikke ganske ringe Fremstød.

Kong Erik Seiersæl var, som forhen berørt, død ved 994,