nye Lovs Bestemmelser satte i Kraft. Saaledes vandt Christendommen en uforventet og fredelig Seier paa Island, og endnu samme Sommer (1000) blev den glædelige Tidende herom bragt Kong Olaf, der nu ikke tøvede med at løsgive de Islændinger, han havde tilbageholdt som Gidsler.
Til samme Tid som Olaf Tryggvessøn ved sine kraftige Bestræbelser virkede til Islands Omvendelse, havde han ogsaa sin Opmærksomhed henvendt paa Færøerne; og det lykkedes ham ved at vinde disse Ølandes mægtigste og dygtigste Høvding for sin Sag, ogsaa at faa Christendommen indført der uden synderlig Vanskelighed. De Nordmænd, som nedsatte sig paa disse eensomt liggende Øer, havde for at vedligeholde den indbyrdes Forbindelse indrettet et fælles Thing i Thorshavn paa Straumsø. De erkjendte de norske Kongers Overhøihed og betalte dem Skat, men nøde forresten en fri Selvstyrelse under indfødte Høvdingers Ledning.
Af disse Høvdinger var paa Olaf Tryggvessøns Tid den mest anseede Sigmund Bresterssøn. Sigmunds tidligere Ungdomsliv havde været ublidt og eventyrligt. Hans Fader, Brester, og dennes Broder, Beiner, havde som Haakon Jarls Mænd styret en Deel af Øerne. De havde en Avindsmand i den onde men mægtige Thrond i Gata paa Austerø, og de bleve ved et uforvarende Overfald dræbte efter hans Anstiftelse. Sigmund Bresters og Thorer Beiners Søn vare som tolvaarsgamle Drenge Vidner til sine Fædres Drab. Thorer, som var den ældre, græd; „lad os ikke græde Frænde! – sagde Sigmund – men fæste denne Dag i Minde“. Thrond, som med sit skarpe Blik allerede saa Helten og Hevneren i Sigmund, vilde at man ogsaa skulde dræbe Drengene, men dette fandt ikke hans Medforbundnes Bifald; han overlod dem da som Trælle til ene norsk Kjøbmand, der imidlertid gav dem fri, saasnart han kom til Tunsberg, hvor han havde hjemme. De vilde nu gaa til Throndhjem at finde Haakon Jarl, men fore vild paa Dovrefjeld og kom til en fredløs Høvding fra Oplandene, som holdt til i en afsidesliggende, øde Dal. Han tog sig af dem, fostrede og oplærte dem, og de vare hos ham til de bleve voxne. Da gik de til Haakon Jarl, og den raske Sigmund vandt snart hans og hans Sønners Yndest. Efter flere Heltegjerninger drog Sigmund i sit 22de Aar til Øerne (988), tvang Thrond til at bøde for Bresters og Beiners Drab, og fik Øerne at styre af Jarlen.
Denne Sigmund Bresterssøn var det, som Olaf Tryggvessøn valgte til at forkynde Christendommen for Færøingerne. Han kaldte ham til Norge i 997 og bad ham antage Christendommen. Sigmund var af dem – heder det – som aldrig havde troet paa Aserne, men kun paa sin egen Kraft. Han gik strax ind paa Kongens Forlan-
