mænd, som i Løbet af det 9de og 10de Aarhundrede vare udvandrede fra sit Fædreneland og havde bebygget flere forhen ubeboede Lande i Vesten. Her møder os først Island som det mærkeligste af de Lande, der vare blevne befolkede af norske Nybyggere.
Island var blevet bebygget uden noget forud oplagt Raad om der at stifte et Statssamfund. Ligesaa mange Familiekredse som fore derover, ligesaa mange smaa Statssamfund dannede der sig fra først af. Intet andet Baand knyttede dem sammen end det fælles Sprog, den fælles religiøse Tro, og Mindet om et tidligere fælles Fædreneland. Men meget snart samlede sig disse smaa Familiesamfund til videre Samfundskredse omkring de Høvdinger, som i hver Bygd vare de mægtigste, som kunde reise et Hof og som vel fordetmeste allerede i Norge havde forenet Herse- og Godemyndigheden eller i det mindste øvet den sidste. Der opstod de saakaldte Godord eller arvelige Heredsforstanderskaber ved frivillig Tilslutning af et større eller mindre Antal Familier om een Families Hoved, der optraadte som Gode; og han blev nu Tempelforstander og tillige Retsforstander i denne Kreds. Herpaa fulgte snart Indretningen af Hereds-Thing efter norsk Forbillede, idet flere, i Regelen tre, Godords Undergivne forenede sig til almindelige Sammenkomster paa visse Steder og visse Tider, for under samtlige sine Goders Ledning at overlægge sine fælles Anliggender og see sine indbyrdes Retstvistigheder afgjorte efter de fra Norge arvede Retssedvaner ved hele Menighedens Dom. Herfra var nu blot eet Skridt til Stiftelsen af en islandsk Stat; og dette blev gjort endnu for Bebyggelsestiden, den saakaldte Landnamstid, var ganske tilende. Henved 930 vedtoge nemlig samtlige Islændinger en fælles Lov (den saakaldte Ulfliots Lov) og et fælles Thing, Althinget, der skulde holdes hvert Aar ved Midsommers Tid paa Thingvoldene ved Øxaraa paa Øens Sydkant. Paa Althinget havde man i Lagretten sin lovgivende Forsamling, og i de fire Fierdingsdomme eller Fserdingsretter, sine Heredsthingene overordnede Domstole, een for hver af de fire Fierdinger, i hvilke Øen blev inddeelt. Til disse kom snart en Femtedom eller Femteret, en høieste Domstol. I Spidsen for den ved Althinget repræsenterede Retsorden stod en Lovsigemand (lögsögumaðr), der valgtes af Lagretten paa tre Aar. Han var imidlertid blot Althingets Formand og Bestyrer, og Lovens Bevarer og Forkynder uden hverken dømmende eller udøvende Myndighed. Den dømmende Myndighed hvilede, som antydet, i lavere Instants hos Menighederne paa Heredsthingene, i høiere hos Dommene eller Retterne paa Althinget, hvis Sammensætning var lagt i Godernes Hænder. Hos Goderne hvilede ogsaa den hele udøvende Statsmyndighed, og øvedes
