ved første Øiekast kunde synes. Olafs Djærvhed i at knuse Gudebillederne, hans Ilsomhed i at paatvinge Folket en uforberedt Daab, hans Grumhed mod de Gjenstridige, – og paa den anden Side hans Klogskab i at vinde Høvdingerne og hans og hans Geistliges Tillempning af Christendommens Lære og Skikke efter Folkets hedenske Anskuelser – alt dette staar da i sit rette Lys, alt har sin dybe Betydning. Det samvirkede alt som det kraftigste Middel i Forsynets Haand til at skaffe Christendommen først en hastig Indgang og senere et sikkert Grundfæste hos et Folk som den Tids Nordmænd, – et Folk, hvis Sind var haardt og stridigt, men hvis Forstand af Naturen var skarp, og hvis Øie en modnere Eftertanke let aabnede ligesaavel for Sandheden som for Nytten. Olaf Tryggvessøn var ogsaa den verdigste Fortrædesmand for sin Tids Nordmænd, hvis Dyder og Timer i ham klart afspeilede sig. Han var den, som med Haardhed, Kraft og Stivsind skulde møde de samme Egenskaber hos sine Landsmænd, og dog ved sine glimrende Aandens og Legemets Gaver forsone dem med sin Færd; – han var den, som kunde møde List med List uden at fornedre sig i sine Landsmænds Sine„ som kunde tæmme sin Heftighed, naar Omstændighederne fordrede det, for at lade den fri Fart, naar det beleilige Øieblik kom; – han var just Manden, som raskt skulde lægge den skarpe Øxe til Hedendommens Bul og gjøre det første vældige Hug ind i dens Marv; Folkets egen vaagnende Eftertanke skulde, i sin Beundring af hans i Almuens Øine overnaturlige Kraft, godkjende det begyndte Verk; og hans senere Navne, hvis Aand var mere dyb i sine Beregninger og ordnende i sin Virksomhed, skulde fuldføre Verket, skulde ikke alene fælde Asatroen til Jorden, og oprykke dens Rod af Norges Bund, men ogsaa bygge Christi Kirke i Landet paa Samfundsordenens og Lovens faste Grundvold.
Vi have fulgt Olaf Tryggvessøn paa hans seierrige Omvendelsesfærd gjennem Norges vidtløftige Kystlande. Til det Indre af Landet, til Oplandene og de mere afsidesliggende Fjeldbygder, strakte hans Omvendelsesvirksomhed sig kun i ringe Maal. Her var han ei umiddelbar Styrer; de under hans Høihed raadende Fylkeskonger vare, paa Sigurd Syr nær, Christendommen fiendske, og Olaf fik hverken Leilighed eller Tid til at kue dem med sin kraftige Haand.
Olafs Bestræbelser for Christendommens Indførelse strakte sig imidlertid ogsaa udenfor det egentlige Norges Grændser, til de Nord-
