tider. Skikken tjente maaskee ogsaa til nogenlunde at forlige Folkets Sind med den byrdefulde christelige Faste, som gik forud for de store Christen-Fester. Endelig finder man tydelige Spor til, at i Norge, ligesom fordum i England ved Christendommens Indførelse der, Kirker reistes netop paa de Steder, hvor i Hedendommen større Hof havde været (f. Ex. paa Mæren, Hlade og mange andre Steder, hvor endnu Stedsnavnet Hof bærer Vidne om det hedenske Tempels Tilværelse for Kirken). Alt dette virkede efterhaanden forsonende paa Sindet hos de ved Tvang døbte og banede Veien for oprigtigere og renere Følelser hos den opvoxende Slegt.
Ved Siden af de nu fremhævede Træk i Olafs og hans geistlige Medhjælperes Omvendelsesfærd – Træk hvori det indre Aandens Kald gjorde sig gjældende uden klar Bevidsthed hos de Handlende –, maa ogsaa mærkes de, hvori en mere beregnende Klogskab hos Olaf lader sig til Syne. Her frembyder sig først den Forsigtighed, hvormed han vidste at dæmpe sin Iver, indtil han havde sikkret sig Kongedømmet i hele Norge. Dernæst hans Omtanke i at begynde sit Omvendelsesverk i den Deel af Landet, hvor Folket var mest forberedt, og hvor han kunde vente mindst Modstand; medens han først angreb Hedendommen i selve dens Hovedsæde, efterat han saa at sige havde skaffet sig Rygstød i det hele Kystland lige nord til Throndhjemsfjorden. Endelig, og det vistnok allermest, viser sig en beregnende Klogskab i den Sluhed, hvormed han vidste foreløbig at sikkre sig Høvdingerne i hver Landsdeel eller gjøre sig dem uskadelige, idet han deels knyttede dem til sig ved Egennyttens Baand, deels ved List og Overraskelse lammede deres Modstandskraft, deels, naar ikke andre Midler hjalp, ryddede dem af Veien. Han indsaa klart, at som Norges Samfundsforholde vare gjaldt Almuens Modstand lidet, naar den ikke lededes af Høvdingerne. Disse vare nemlig paa een Gang Rettergangens og Religionens Forstandere, verdslige Formænd og Prester, og øvede i begge Egenskaber en patriarkalsk Indflydelse paa Bønderne, der viste sig afgjørende i alle vigtige Anliggender. I den verdslige Høvding var ogsaa Goden eller Asa-Presten vunden, og naar Presten lod Asatroen i Stikken, hvo skulde da opretholde den? Dette saa Olaf, og derefter indrettede han sin Handlemaade; og Udfaldet viste, at det var klogt.
De her fremhævede Forhold i sin Almindelighed gjælde forøvrigt ikke Olaf Tryggvessøns Tid alene, men ogsaa den næst paafølgende; – de gjælde hele den Tid Christendommen og Asatroen kjæmpede mod hinanden i Norge. Stiller man sig disse Forholde i deres Sammenhæng klart for Øie, vil man vistnok finde, at Olaf Tryggvessøns Omvendelsesvirksomhed har en større Betydning, end
