fremstillede sig, mere egnet til at finde Indgang hos et Folk paa Nordmændenes Standpunkt af aandelig Udvikling, end om den var bleven forkyndt i en renere Form. Gudstjenestens mange Ceremonier, Klokkelyden, Kirkesangen, de brændende Voxkjerter, Røgelseduften, de forrettende Geistliges eiendommelige og tildeels pragtfulde Dragt – alt dette virkede opløftende paa det sandselige men fantasirige Menneskes Aand. Det var noget usedvanligt for Mængden af de hedenske Nordmænd og gjorde i Almindelighed et godt Indtryk paa dem. Den Reenhed og Skjønhed, der udbredte sig over den christne Gudstjeneste siges at have indgydt en uvilkaarlig Ærefrygt selv hos dem, som forøvrigt fandt den nye Tro svag og umandig i Sammenligning med den ældre[1]. Billeder savnedes ei i den christelige Gudstjeneste, hvilke paa en Maade kunde træde i Stedet for Afgudsbillederne i den hedenske. Det var let at finde en Helgen, der med Hensyn til den Virkekreds, som nærmest tillagdes ham, kunde indtage hver enkelt af de gamle Asers Sted i Folketroen. Saaledes traadte Dragebetvingeren, Erkeengelen St. Michael og senere St. Olaf i Stedet for Thor, hvis rode Skjæg endog i Folkesagnet blev et Særkjende for denne sidste Helgen. Fylgie-Engle afløste de hedenske Diser som enkelte Menneskers og hele Ætters Skytsaander. De første christelige Lærere lempede sig villigen efter Hedningernes Forestillinger i denne Henseende, saameget mere som det var deres egen oprigtige Overbeviisning, at de Nyomvendte maatte stilles rinder gode Aanders Vern, efter at være udrevne af de ondes Magt. De lempede sig ogsaa i andre Henseender efter Folkets ældre Anskuelser og Sedvaner, – ganske i den Aand, som havde raadet hos Pave Gregorius den Store og hos Augustinus, Christendommens første Forkynder i England, og som var saa at sige nedarvet paa den engelske Kirkes Lærere. Gjestebudet bleve saaledes forbundne – endogsaa ifølge Lovbud – med de store christelige Fester, ligesom for havde været ved de hedenske Offerhøitider. Tiden for deres Afholdelse blev kun ubetydelig forrykket. Den christne Jul faldt næsten ind paa samme Tid som Hedningernes Jul eller Midvinters-Blot. Paasken traadte i Stedet for Blotet mod Sommeren, ved dennes Begyndelse i Midten af April, og Michaels- eller Martins-Messe for Høst-Blotet, eller Blotet mod Vinteren ved Vinternatstid i Midten af Oktober. I de store Forsamlinger ved saadanne Leiligheder drak man nu Christs, Marias og Helgenernes Minde, istedetfor man før drak Asernes. Disse Gjestebuder tjente saaledes til at holde den nye Tro i friskt Minde, medens de tillige paa den anden Side efterhaanden gjorde den yndet, som den der tillod og gav Anledning til ligesaa megen selskabelig Munterhed, som den gamle ved sine store Høi-
- ↑ Ol. Trvggvess. S. c. 216: Laxd. S. c. 40.
