Sunnhørdaland. Han lod her synge Messe for sig i sit Landtelt og mærkede Grundvolden til en Kirke, hvis Bygning han strax lod paabegynde, idet han beskikkede Thangbrand, om hvem vi senere skulle tale mere, til dens Prest. Derpaa seilede han med største Skyndsomhed nord efter til Throndhjem for at komme uforvarende paa Haakon Jarl. Han kom i Throndhjemsfjorden netop som Opstanden mod Jarlen var udbrudt i al sin Heftighed, og gjorde strax fælles Sag med de oprørske Thrønder. Olaf var i sin Ungdoms fulde Kraft, stærk, skjøn, øvet i alle Legemsfærdigheder og prøvet i Krigen. Han havde intet tabt af sit norske Præg under sin lange Udlændighed; thi han havde mest færdets blandt Landsmænd eller med dem nærbeslægtede Folkefærd. Han var endelig som Harald Haarfagers Sønnesønssøn baaren til Norges Kongedømme. Alt dette maatte tale for ham hos Thrønderne og gjøre ham til deres selvskrevne Anfører i deres Opstand. Da Haakon Jarl var dræbt, erklærede ogsaa strax alle Thrønder, at de vilde have Olaf til sin Konge, og paa et almindeligt Thing for hele Thrøndelagen blev Kongenavn ham givet, og hele Norges Land, saavidt som Harald Haarfager havde raadet, blev ham tildømt efter den gamle Lov. Han drog dernæst gjennem hele Landet og blev paa alle Lagthing tagen til Konge ogsaa af de Fylkeskonger og Høvdinger paa Oplandene og i Viken, der før havde erkjendt Danekongens Overhøihed. Saa almindelig og kraftig var Bevægelsen til Olafs Fordeel, at Haakon Jarls tvende dygtige Sønner Erik og Svein, opgivende alt Haab om Modstand, i Hast forlode Norge og søgte Tilflugt i Sverige. Inden et Aar var Olaf overalt erkjendt som Norges Overkonge (995–996).
Det kan ikke feile, at baade Thrønderne og de øvrige Nordmænd, da de toge Olaf til Konge, ei vare uvidende om hans Christentro. Han var ei den, som lagde Dølgsmaal paa sin Christendom; det havde han viist strax ved sin Ankomst til Moster. Men man havde ei havt Tid til ret at eftertænke og overveie de mulige Følger af denne Omstændighed; man ansaa den ganske vist ogsaa for at være af mindre Vigtighed, end den virkelig var. I ethvert Fald trøstede sig vel de ramhedenske Thrønder og ellers de ivrige Asadyrkere rundt om i Landet med Mindet om Haakon den Gode, og tænkte sig det ligesaa let at modstaa og undertrykke Olafs Christendomsbud som det havde været at kvæle Haakons. Olaf var vistnok ogsaa selv for klog til at lade sin fulde Omvendelsesiver til Syne, medens det gjaldt ham om at vinde hele Folkets Stemme for sit Kongedømme. Men da dette først var lykkets ham, begyndte han uopholdelig sit Omvendelsesverk. Han fæstede i denne Henseende sin Opmærksomhed først paa Viken.
Det skede vistnok efter modent Overlæg. Viken var den Deel
