Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/54

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
40
Første Tidsrum.

ligen ikke indgaves ham af nogensomhelst beregnende Statsklogskab, men ene udsprang af den inderligste Overbeviisning om den Tros Sandhed og guddommelige Kraft, som han i Daaben havde modtaget. Med sin Beslutning, at drage til Norge for at vinde sine Forfædres Rige, forbandt han derfor strax den faste Villie at christne„ sit Fædreneland, det koste hvad det koste vilde; og alt hvad der fandtes i ham af Kraft og Klogskab rettede sig paa dette Maal. Han omgav sig allerede i Vesterlandene med Geistlige, som skulde være hans Medhjælpere, og valgte udentvivl fortrinsviis saadanne, som vare af nordisk Herkomst; de Navne paa enkelte af dem, der ere os bevarede, synes at vise dette. At slige valgtes, var ogsaa ganske i sin Orden. De i England bosatte Nordboer vedligeholdt nemlig sine Fædres Sprog, og Geistlige valgte blandt dem kunde saaledes ved sin Tale umiddelbart virke paa Norges Almue. I Spidsen for dem stod en Biskop Sigurd, ogsaa kaldet Johannes eller Jon, rimeligviis med sit Klosternavn; han var indviet til at forkynde Guds Ord for Hedningerne, altsaa til Missions-Biskop[1]. Han betegnes i Sagaerne som en god, klog og dygtig Geistlig[2], og derhos gives ham Tilnavnet: hiin mægtige (hinn ríki), hvilket vidner om den Anseelse han nød, og som han ogsaa ved sin Færd synes fuldkommen at have fortjent. Han var Olaf en trofast og kraftig Medhjælper i hans Virksomhed for Christendommen, og han var ham derhos ligetil hans tidlige Død en oprigtig, sandhedskjærlig og frygtløs Ven.

Allerede paa Overfarten fra Irland til Norge fandt Olaf Anledning til at vise sin Omvendelsesiver. Da han paa Veien kom til Orknøerne med sine fem Skibe, traf han af en Hendelse Øernes Jarl, den mægtige Sigurd Lødverssøn, med kun eet Skib, ganske uforberedt paa Olafs Komme. Olaf bemægtigede sig Jarlens Person og forelagde ham tvende Vilkaar: – at antage Christendommen og lade sig døbe med sine Undersaatter, i hvilket Fald, han skulde beholde sit Jarldømme under Norges Konges Overhøihed; – eller ogsaa skulde han øieblikkelig dræbes, og Øerne herjes med Ild og Sverd, hvis Indbyggerne ei godvilligen antoge Christendommen. Som Jarlen var stædt, var han ikke længe om at fatte sin Beslutning. Han lod sig døbe med sine Mænd, tog sine Lande til Len af Olaf, som Norges Konge, og gav ham sin unge Søn til Gidsel. Olaf gav her den første Prøve paa, hvorledes han agtede at gribe det an med Christendommens Indførelse blandt sine Landsmænd; vi skulle see, at han blev denne Fremgangsmaade tro.

Olaf Tryggvessøn landede først i Norge ved Øen Moster paa

  1. Theod. Mon. c. 8; Ágr. c. 10.
  2. vitr ok góðgiarn 0k klerkr mikill“. Ol. Tryggvess. Saga. c. 107 (I. S. 229).