Olafssøn, hvem vi for have nævnet som Konge i Viken, og hvem Erik Blodøxes Sønner paa en svigfuld Maade toge af Dage. Olafs Fødselsaar er ikke sikkert. De fleste og bedste gamle Sagaer antage 968 eller 969. Maaskee det dog rigtigere sættes noget tidligere omkring 963[1]. En nærmere Undersøgelse heraf ligger udenfor vort nærværende Formaal, ligesaavel som en udførlig Skildring af hans æventyrlige Barndoms- og Ungdomsliv. Vi mærke os kun Hovedtrækkene. Hans Moder Astrid flygtede med ham strax efter hans Fødsel fra Norge for at unddrage ham Erikssønnernes og Dronning Gunhilds Efterstræbelser. Han kom som Dreng til Kong Valdemar (Vladimir) i Gardarike (Rusland), som var af Varægernes (Væringernes) nordiske Æt og herskede baade over de nordgermaniske Russer og over de dem underlagte Slaver. I Ynglingsalderen opholdt han sig en Tid i Venden og begyndte her som Vikingeanfører sin Krigerbane. Senere drog han til England, hvor han allerede ved 990 synes at være optraadt blandt de herjende Vikinger i en overordnet Stilling eller med Kongenavn, hvortil efter Tidens Skik blandt Nordmændene hans kongelige Fødsel gav ham Net. Udentvivl var han allerede tidligere vel bekjendt med Christendommen; men nu modtog han i 993 Daaben, som det gamle norske Sagn siger, af en hellig Abbed paa Syllinge-Øerne (Scilly-Øerne) ved det sydvestlige England. Ved denne Tid forenede han sig med Svein Tjugeskjæg, som under sin anden Landflygtighed fra Danmark svermede om ved de engelske Kyster, og begge Konger gjorde et Hovedangreb paa England, i hvilket Olaf, som Engelsmændene kaldte Anlaf, var Overanfører[2]. Kort efter skiltes Olaf og Svein, rimeligviis paa Grund af den sidstes Tilbagetog til Danmark for at gjenerhverve dette Rige, og derpaa sluttede Olaf 994 et Forlig med Kong Ædelred. Han modtog af denne en stor Sum Penge og lovede fra sin Side aldrig mere at angribe England, – et Løfte som han holdt. Ved denne Leilighed blev han confirmeret af en engelsk Biskop, og Kong Ædelred selv var hans Fadder. Olaf opholdt sig siden en kort Tid blandt sine Landsmænd paa Irland, indtil Forsynets Beskikkelse i 995 kaldte ham til Norge for der at blive Christendommens seierrige Forkynder.
I Norge havde imidlertid Haakon Jarl længe raadet med stor Anseelse og udstrakt Myndighed. Et Angreb havde været gjort paa hans Rige af de berømte Jomsvikinger, som den Tid ansaas for de første Krigere i Norden; men de bleve overvundne af Haakon i det navnkundige Slag i Hjørungavaag ved Sunnmøre. Denne Seier gjorde Haakon berømt over hele Norden og syntes at skulle grundfæste hans og hans Æts Herredømme i Norge. Han antog ikke Kongenavn. Heri føiede
