Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/50

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
36
Første Tidsrum.

en høist truende Karakter og atter volde nye Splittelser. Mægtige Skarer af nordiske Vikinger hjemsøgte i Løbet af Aarhundredet alle Dele af England og spredte sine Herjninger fra Kysten af lige til Rigets inderste Dele. Selv de dygtigste Konger, som en Alfred (871–900), formaaede ei at fordrive dem, eller med Vaabenmagt sætte en Grændse for deres Ødelæggelser. Da var det at sidstnævnte Konge slog ind paa en anden Vei. Efter nogle vundne Fordele over disse farlige Fiender indlod han sig i Underhandlinger med dem og sluttede i 878 et Forlig med en af deres Hærkonger Gudrum (Gorm den Gamle?), som med nogle af sine Høvdinger lod sig døbe, og modtog Boliger i Ost-Angeln rinder den engelske Konges Overhøihed. Herved fik Nordboerne fast Fod i England, og udstrakte der snart saaledes sit Herredømme, at dette naaede over hele den nordligere Deel af Landet, over omtrent de to Trediedele af det hele Rige. Efterhaanden ordnedes nu Forholdet nogenledes mellem dem og de engelske Konger. De havde sin egen særskilte Lov, den saakaldte Danelag, og sine egne Høvdinger; men disse erkjendte i det mindste i Navnet den engelske Konges Overhøihed og vare forpligtede til at forsvare hans Rige mod nyankomne Hære af sine Landsmænd. At denne sidste Betingelse i Førstningen kun maadelig overholdtes, er let begribeligt. Men efterhaanden smeltede dog disse i England bosatte Nordboers eller Daners egen Fordeel sammen med Engelsmændenes, og de bleve virkelig i Løbet af det 10de Aarhundredes første Halvdeel et nyttigt Vern for England, især da de kraftigere engelske Konger som Ædelstan (Adalstein 925–941) og Eadgar (Jatgeir 959–975) vidste at holde deres Høvdinger i Underdanighed til samme Tid som de fortrinsviis benyttede deres Vaabenkraft til sit Rigets Forsvar. Den sidstnævnte Konge bebreidedes endog af sine egne Landsmænd, at han altfor meget fremdrog Danerne paa Engelsmændenes Bekostning. Under disse Forholde bleve Nordboerne, forsaavidt de havde nedsat sig i England, meer og meer betragtede som Landets egne Børn, og engelsk Kultur med engelsk Christendom befæstedes meer og meer blandt dem.

En Forandring indtraadte dog atter mod Aarhundredets Slutning under Kong Ædelreds (Adalraads) svage, ulykkelige Styrelse (979–1016). Store Bevægelser i Danmark, tildeels, som det synes, vakte ved en unaturlig Strid mellem Kong Harald Gormssøn og hans egen Søn Svein, kastede nye Hære af Nordboer, baade Daner og Nordmænd, over England. Svein, almindelig kaldet med Tilnavnet Tjugeskjæg (det kløvede Skjæg) var i sin Barndom bleven døbt med sin Fader, men forkastede i en modnere Alder Christendommen, udentvivl for derved at vinde Tilhængere blandt de mange endnu he-