hos dens Lærere og Forstandere neppe paa denne Tid kan ansees for at have været saaledes sammenblandet, som den var i andre vesteuropæiske Kirker og navnligen i den tydsk-frankiske. Der var det allerede blevet almindeligt, at de høiere Geistlige, Kirkens egentlige Forstandere, ved at indehave verdslige Len, bortdroges, i Egenskab af Kronens Vassaller, fra sine egentlige geistlige Pligter for at indblandes i alle Slags verdslige, ofte for en Prest aldeles upassende og hans Kald reent modsigende, Foretagender. Man saa jævnligen Biskopper og Abbeder i Krigstider ifølge Lenspligt i Spidsen for sine væbnede Undergivne at tjene i Kongernes Hære, ja som Anførere at befale over disse, medens de i Fredstid som Kongernes Raadgivere eller rettere Selskabsbrødre levede det mest verdslige, man kan ofte sige ryggesløse Liv ved Kongernes Hof, fortærende der sine rige Indtægter og overladende Bestyrelsen af sine geistlige Forretninger til Underordnede, der altfor ofte – rigtignok i mindre Stil – fulgte sine Foresattes Exempel. Saa galt var det paa langt nær ikke i den engelske Kirke, skjønt vist nok ogsaa i England Kirkens Prælater optraadte blandt Kongernes fornemste Raadgivere ligesaavel i verdslige som i geistlige Sager, og derved mangen Gang meer end tilbørligt bortdroges fra sit rette Kald. I det tydsk-frankiske Rige, kan man sige, betegnede paa en Maade selve Samfundsordenen hiin Prælaternes verdslige Virksomhed som en Pligt ifølge deres Stilling som verdslige Lensmænd; – i England var i den angelsaxiske Tid Lensvæsenet af en anden Beskaffenhed og indledede ikke Geistligheden i saadanne Forpligtelser. Ogsaa dette er verd at paaagtes; thi heller ikke dette Forhold i den engelske Kirke blev uden Indflydelse paa den Stilling i Staten, som den norske Geistlighed senere indtog.
Vi kunne her ikke indlade os paa en mere dybtgaaende Granskning af den gammelengelske eller angelsaxiske Kirkes Ejendommeligheder, hvilke neppe heller i det Ydre vare stærkt udprægede. Vi have stræbt at give en Antydning af den Aand, som rørte sig i den; og dette maa for vort Øiemed være nok. Vi maa nu vende os til de politiske Forholde og Begivenheder, som banede Veien for denne Kirkes Indvirkning paa Norge.
I de nærmeste Tider efter Englands Erobring ved Angelsaxerne, dannede disse otte særskilte Riger. Dette Tal formindskedes siden efterhaanden ved Sammensmeltninger, indtil det i Begyndelsen af det 9de Aarhundrede lykkedes de vestsaxiske Konger at samle under sig, eller i det mindste erholde et Slags Overhøihed over, hele England. Men ved samme Tid som dette lovede at give det engelske Rige meer Enhed og Styrke, begyndte ogsaa Nordboernes, eller som de i England fortrinsviis betegnedes, Danernes, Angreb paa Landet at antage
