rums Udgang. Biskoppernes Valg ved Domkapitlerne var blevet den gjældende Regel, og Sognepresternes Ansættelse ved Biskopperne var godkjendt af Kongedømmet og bestemt i Christenretterne. Endelig var Geistlighedens Cølibat indført i den norske Kirke. Sel finder man ei endnu nogen udtrykkelig Bestemmelse om dette sidste i Tidsrummets Christenretter; men Pave Gregorius IX’s tidligere omtalte Brev til Erkebiskop Sigurd[1] af 16de Mai 1237, sætter det ligefuldt udenfor al Tvivl, at et afgjørende Skridt i denne Sag allerede da var taget, og at Biskopperne ligesaalidt som Paven nu længer heri vilde høre paa Udflugter og Indvendinger, men have den romerske Kirkes Paabud sat i Kraft. Nogen Eftergivenhed er efter al Rimelighed viist med Hensyn til de allerede forud gifte Prester; men for Fremtiden maatte man ansee Presternes Indtrædelse i Egteskab for en afgjort Ulovlighed, der egnede sig til Straf fra Kirkens Side. Geistlighedens Afsondring fra Lægfolket ved en Opløsning af Familielivets sterkeste Baand var saaledes ogsaa gjennemdreven. Den norske Kirke kan følgelig siges ved dette Tidsrums Udgang at have i Hovedsagen opnaaet den saameget eftertragtede Frihed i sine Forstanderes og Embedsmænds Valg og Beskikkelse, ligesom dens Geistlighed nu virkelig havde antaget Præget af en særskilt Stand i Staten.
2. Den samme Uafhængighed i sin Formues Bestyrelse, som vi have seet, at den norske Kirke i foregaaende Tidsrum besad, beholdt den uangreben ogsaa i nærværende; dog, vel at mærke, ogsaa med de i forrige Tidsrum gjældende Indskrænkninger: i Norge for det Kapelkirkerne tilhørende Jordegodses Vedkommende, forsaavidt Private vare disse Kirkers Ejere; samt paa Island for Kirkegodsets Vedkommende i Almindelighed, da alle Sognekirkerne der fremdeles vare Privates Ejendom og deres Patronatsret underkastet. Anledning til Anker fra Kirkens Side i dette Punkt manglede saaledes ikke ganske, ja var, hvad Island angik, endog i høi Grad tilstede[2]. Vi ville ogsaa i det Følgende see, at dette Punkt der paa Øen i næste Tidsrum afgav et Hovedemne til Tvist mellem Geistlighed og Lægfolk.
3. Kirkens Lovgivningsmyndighed forblev i nærværende Tidsrum ganske paa samme Standpunkt som i det foregaaende; det vil sige: den gik ind under Statens Lovgivningsmyndighed i alt hvad som rørte den verdslige Samfundsorden, og kunde blot i reenkirkelige Anliggender siges at eje Selvstændighed[3]. Imidlertid var med Erkestolens Oprettelse ogsaa Adgangen aabnet til Afholdelsen af norske Provincialconcilier; og i disse var atter et passende Organ givet for en selvstændig, hele den norske Kirkeprovins omfattende, kirkelig Lovgivning, naar Staten blot kunde bringes til at er-
