sivathings Christenret, naar det her heder: „Den skal Biskop være til Stolen, som Kongen vil, og som ret er valgt dertil, og som her li Norge) er viet til Forretningen og Stolen (el. til Stav og Stol ifølge en anden Læsemaade“)[1]. Med Alt dette er det dog tydeligt, at Kapitlernes Valgret under Tidsrummets Løb stedse meer og meer blev en Virkelighed, medens Kongens foreløbige Tilladelse og paafølgende Samtykke i samme Mon blev af underordnet Betydning[2].
Ved Biskopsvalgets Henlæggelse til vedkommende Domkapitel blev altsaa under det nu omhandlede Tidsrum den Sag ordnet for den norske Kirkes Vedkommende overeensstemmende med den canoniske Ret eller Paveloven. Kapitlerne bleve naturligviis med det samme underkastede de almindelige i den romerske Kirke vedtagne Valgregler. Til disse hørte: – Valget skulde være foretaget inden tre Maaneder vare hengangne fra den Tid Biskopsstolen blev ledig, da i modsat Fald Valgretten overførtes paa vedkommende Metropolitan[3]. Vælgerne skulle enes og ikke splitte sig i Partier, i hvilket Tilfælde det ogsaa tilkom Metropolitanen at raade for Valget[4]. Ved den Valgte maatte ingen canonisk Mangel findes, f. Ex. at han var uægtefødt, Prestesøn, eller Lægmand. I saadant Tilfælde var Valget ikke fuldgyldigt, men kun at betragte som en Ansøgning, der gjennem Metropolitanen indsendtes til Kurien og der afgjordes ved Pavens Indvilgelse eller Afslag. Den Valgte benævntes da i Kirkesproget ikke: Electus, men Postulatus (Forlangt, Foreslaaet[5]). Klostermænd regnedes blandt dem, som ikke fuldstændigen kunde vælges, men maatte postuleres. Grunden hertil var deels den, at en Klostermand ikke altid tillige havde den nødvendige foreløbige geistlige Vielse, og derfor strengt taget ikke hørte ind under de geistlige Grader (ordines ecclesiastici), deels og især den, at en Klostermand var bunden ved sit Klosterløfte, hvilket kun Paven kunde løse ham fra. – Endelig maa bemærkes, at Paven allerede dengang forlængst havde udtalt sin saakaldte Provisionsret (jus provisionis), det vil sige: Retten til selv, hvis han fandt det hensigtsmæssigt, umiddelbart eller ved særlig udnævnte Befuldmægtigede, „at forsørge“ den ledige Biskopestol med en Forstander[6]. Af denne Ret benyttede Paverne sig imidlertid endnu sparsomt og almindeligviis kun naar særegne Grunde vare tilstede.
Naar Biskoppens Valg var foregaaet, skulde dette ved Kapitelets befuldmægtigede Sendebud og dets Skrivelse forkyndes Metropolitanen, som derpaa havde at undersøge dets Gyldighed, og ifald han fandt det canonisk, stadfæste det. Den Valgte blev derpaa ordentlig-
