Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/45

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
31
Den hamborgsk-bremiske Kirkes Virksomhed.

tale Sagaerne Intet. Herom veed imidlertid Adam af Bremen og hans Scholiast lidt mere at fortælle. Det heder nemlig hos Adam selv, at en Liafdag, som Erkebiskop Adaldag i 948 havde indviet til Ribe, ikke alene prædikede Troen i Danmark, men ogsaa „for dem hinsides Havet, for Svearne og Nordmændene“. Og senere siger herom Scholiasten i Anledning af Adams Beretning om Christendommens Indførelse i Norge under Olaf den Hellige ved engelske Geistlige: „Allerede forhen havde dog af Geistlige udgangne fra Bremen (ex nostris) Liafdag, Odinkar og Poppe prædiket for dette Folk (Nordmændene). Vi kunne sige, at vore have arbeidet, og de engelske (Angli) have indtraadt i deres Arbeide“[1]. Af de her nævnte fra den bremiske Mission udgangne Lærere i Norge var Liafdag og Poppe Tydskere, Odinkar dansk. Deres Virksomhed maa udentvivl falde ved den her omhandlede Tid, ved 980, eller for Liafdags Vedkommende maaskee tidligere, og have gjældt Viken, den eneste Deel af Norge, hvortil den danske Konges, og gjennem ham, den bremiske Kirkes Indflydelse strakte sig. Men hvormeget der ved denne Virksomhed har været udrettet er høist tvivlsomt. Den Mening har været udtalt, at Christendommen ved hine Læreres Virksomhed under dansk-tydsk Beskyttelse vandt saamegen Fremgang i Viken, at der en norsk Kirke efter bremiske Missionsgrundsætninger dannede sig, hvilken siden traadte i et Slags Modsætning til den øvrige norske Kirke, der dannede sig efter engelsk Forbillede, skjønt hiin snart maatte ligge under for denne[2]. Denne Mening er især bleven støttet paa ovenanførte Udtryk hos Adams Scholiast. Det synes imidlertid som man ved denne Anskuelse overvurderer den bremiske Kirkes Virksomhed med Hensyn til Norge og navnligen Viken. Ei at omtale, hvad allerede ovenfor er antydet, at vore gamle Sagaers Fremstilling ei kan siges at give saadan Mening nogen Bestyrkelse, saa bør der formeentlig neppe engang paa Scholiastens Udtryk lægges saa stor Vegt, som gjort er.

Man maa nemlig betænke Følgende: – Missionskaldet med Hensyn til Christendommens Udbredelse i hele vort Norden, og derhos Metropolitanmyndighed over alle der vordende Kirker, var uomtvistelig af Paven tillagt den hamborgsk-bremiske Kirke allerede ved dennes Ophøielse til Metropolitanverdigheden. Dens Missionsvirksomhed kom imidlertid kun til at udstrække sig med kraftige Følger over Danmark og Sverige, medens den kun svagt berørte Norge, i det mindste kun strakte sig til et lidet Strøg af dette Rige, i hvis langt overveiende Deel derimod, som senere skal vise sig, engelske

  1. Ad. Br. II. c. 69, og de situ Daniæ c. 241. Schol.
  2. Munch: i norsk Tidskr. V. S. 6–10; Norges Hist I. 2. 274, 277.