Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/448

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Sagen og gave derfor Sendebudene Afsked for ikke at volde dem unyttigt Ophold, idet Sagens Overlægning udsattes indtil en ny Pave var valgt. Ogsaa fra Norge indfandt sig Sendebud i denne Anledning, og disse vare af de sidst komne, saaledes at Urbanus enten ved deres Ankomst allerede var valgt, eller i det mindste strax efter blev det. Efter at have givet dem Adgang til sig og læst deres medbragte Breve, tilbagesendte han dem med det apostoliske Sædes Naade og med Paamindelse til Norges Konge og hans Søn, at de fremdeles skulde lægge sig det omhandlende Anliggende paa Hjerte, da det ei var opgivet, men dets Afgjørelse kun udsat. Pave Urbanus’s Brev herom til Kongen er givet den 9de Juni 1262[1], saa de norske Sendemænd synes længe at have opholdt sig ved den pavelige Kurie.

Den Korstogsprædiken, som naturligviis var forbunden med denne udvidede Korstogsplan, havde Alexander og ligeledes Urbanus, som det lader, i Lighed med hvad for var skeet i Anledning af Undsætningen til Preusens og Liflands Omvendelse, overdraget for de nordiske Rigers Vedkommende til Prædikebrødrene. Denne pavelige Bestemmelse behagede imidlertid ikke Kong Haakon, og det saavidt skjønnes især af den Grund, at Prædikebrødrenes Provincialprior, i hvis Hænder den øverste Bestyrelse af Korsprædikenen var lagt, for Tiden var en dansk Mand og havde sit Sæde i Danmark, imellem hvilket Rige og Norge et spendt Forhold fandt Sted. Kongen ønskede derimod, at Korstogsprædikenen i Norge skulde forestaas af dette Riges egne Prælater. At hele den norske Sæculargeistlighed heri samstemmede med Kongen, begribes let, da den overhovedet, som før er omtalt, saa Prædikebrødrene med skjeve Sine. Kongen fremsatte ved et særligt Sendebud og sine Breve sit Ønske for Pave Urbanus, og denne viste sig strax villig til at føie Haakon. Ved Breve af 21de og 23de October 1263 til Erkebiskop Einar, dennes Lydbiskopper og Norges øvrige Prælater overdrog han Erkebiskoppen det Indseende med Korstogsprædikenen i Norge, som han før havde paalagt Prædikebrødrenes Provincialprior, dog saaledes at hvad Brødrene maatte hidtil have udrettet skulde forblive i fuld Kraft[2]

Denne pavelige Anordning naaede dog hverken Erkebiskop Einar eller Kong Haakon i Live. I Juli Maaned 1263 tiltraadte Kong Haakon med en stor Hær og Flode sit bekjendte Tog til Skotland for at opretholde det norske Kongedømmes Overhøihed over Suderøerne, hvilke de skotske Konger i længere Tid havde ønsket at underlægge sig. Biskopperne Thorgils af Stavanger og Gillebert af Hamar fulgte ham paa Toget med flere høiere og ringere Geistlige. Kong Magnus blev tilbage i Norge for der at føre Lands-

  1. Norsk Dipl. I. 43–45.
  2. Norsk Dipl. I. 45–47.