han dette som et Tegn, at Odin havde modtaget hans Offer, og at Seier vilde følge ham. Han tog da det djærve Raad, at han brændte sine Skibe, og gik med sin Hær op i Landet. Med Herskjold for han tvert igjennem begge Gautlandene, overvandt al Modstand, naaede lykkelig Viken og for derfra landveis nord til sit Rige, som han fra den Stund styrede uafhængigt, uden længer at erkjende Danekongens Overhøihed eller betale ham Skat[1].
Samtidigt med Haakon Jarls tvungne Daab sendte Kong Harald Gormssøn, eller efter Andre Keiser Otto selv, tvende Jarler med meget Krigsfolk til Viken for der at see Christendommen indført. Folket, heder det, gav efter for Overmagten, og mange lode sig døbe. Men da Haakon vendte tilbage til Norge efter Toget gjennem Gautland, turde de danske eller tydske Jarler ikke forblive længer i Viken, men droge igjen til Danmark med sin Hær. Paa sin Færd gjennem Landet nord efter indførte Haakon Jarl atter Hedenskabet og Blotene overalt hvor han for, og lovede Hedningerne sin Beskyttelse. Følgen heraf var, at en Mængde af dem, der havde ladet sig døbe af Frygt for Danekongens Magt, igjen faldt fra Christendommen og vendte tilbage til Asatroen. Harald Gormssøn beholdt vel Viken, men dog ikke uden at foruroliges i Besiddelsen deraf ved Haakon Jarl, om hvem det heder, „at han gjorde sig Viken til Herland“, eller til Gjenstand for sine Herjninger[2]. For at hevne sig paa den frafaldne Haakon og atter tvinge ham til Underkastelse gjorde Harald noget senere (omkr. 9802) med en stor Flaade og Hær et Tog til Norge og drog ødelæggende frem langs Kysten lige til henimod Stad; men da Haakon nærmede sig norden fra, vendte han atter tilbage til Danmark med uforrettet Sag, og Haakon styrede nu længe, uanfegtet af den dansk Konge, sit Rige i Norge.
Hvad ovenfor er fortalt om den tydsk-danske Virksomhed til Christendommens Fremme i Viken, er i Hovedsagen Alt hvad vore Sagaer derom vide at sige. Kong Harald, dreven og understøttet af Keiseren, søgte at omvende Folket der til Christendommen ved Tvang og Vaabenmagt, medens Haakon Jarl ved samme Midler stræbte igjen at udrydde den og opretholde Hedendommen. At den sidste har været heldigere i denne Veddekamp end den første, er det Indtryk som Sagaernes Beretning giver; og det er vel i sig selv det rimeligste, da den danske Konges Magt i Viken, især efter hans store forgjæves Tog til Norge, vist maa agtes for at have været mere i Navn end i Gavn, og i Virkeligheden af liden Betydning. Om Opbyggelse af Kirker og Indsættelse af Prester i Viken, eller om nogen virksomme Christendommens Lærere der rinder de tydske eller danske Vaabens Beskyttelse,
