Skade i aandelig Henseende. Derfor havde Abbeden og Klosteret ansøgt om, at Paven vilde hjælpe paa denne Ulempe. Da Paven nu erkjender, at stor Skade pleier flyde af saadanne Vacanser, saa beder og opfordrer han Erkebiskoppen af York, at han, hvis det forholder sig som i Fremstillingen yttret, vil, med den nidarosiske Biskops Samtykke, hvem Paven herom har tilskrevet, saa ofte et Valg præsenteres ham af bemeldte Abbed og Kloster, stadfæste Valget, hvis han finder det canonisk og Personen skikket, samt meddele den udvalgte Indvielse[1]. – Man kjender kun dette ene Dokument i Sagen og veed saaledes ikke hverken paa hvad Maade Paven har tilskrevet Erkebiskop Sigurd, eller hvilke Modforestillinger denne kan have gjort. Henførelsen af den suderøiske (sodorensiske) eller manske Biskopsstol under Nidaros’s Metropolitan var vistnok ikke ganske naturlig. Den skyldtes utvivlsomt Statshensyn og er bleven gjennemdreven af de norske Konger, som regjerede ved Nidaros’s Ophøielse til Erkesæde, paa hvilken Tid Suderøerne og Man, efter Magnus Barfods store Tog til Vesterlandene, erkjendte Norges Overhøihed, og de derværende Konger Norges Konge for sin Lensherre. At Forbindelsen med Erkebiskoppen af Yorks Provins var naturligere, er let iøinefaldende, og det kan vel være muligt, at en saadan Forbindelse har været den oprindelige, om end ikke stadfæstet ved noget Pavebud[2]. Det i Brevet anførte om Furnes Klosters Ret til at vælge Biskoppen taler sterkt herfor. Men i Pave Anastasius IV’s Bulle, hvorved Nidaros’s Provinses Omraade bestemtes, var Suderøernes Biskopsdømme udtrykkelig nævnt som til den Provins henhørende, og Nidaros’s Erkebiskops Ret til at stadfæste den suderøiske Biskops Valg og til at indvie ham maatte saaledes ansees for uomtvistelig. Biskop Simon af Suderøerne blev ogsaa efter Annalerne indviet i Norge i 1226[3]. Det har rimeligviis været ved dennes Død, der maa have indtruffet i 1243, skjønt i de islandske Annaler henført til 1249[4], at ovennævnte Forlangende fra Furnes Kloster har været reist, og det maaskee ifølge Tilskyndelse af selve Yorks Metropolitan, som paa denne Maade har villet indsnige sig i den nidarosiske Metropolitans Ret. Dette Forsøg maa dog den Gang være mislykkets, udentvivl i Følge kraftig Indsigelse fra norsk Side. Thi endnu ved Aarhundredets Slutning, da dog allerede Norges Konges Lenshøihed over Suderøerne og Man var afstaaet til Skotland, og al Statsforbindelse mellem Norge og disse Øer i verdslig Henseende derved bævet, finder man ikke alene at det nidarosiske Erkesædes Metropolitanret over Øernes Biskopssæde er hevdet, men endogsaa at Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel har øvet Valgretten til
