merske Biskopper, samt af Konger og Fyrster vare indrømmede Norges Riges Kirker, overeensstemmende med de derom udfærdigede autentiske Dokumenter[1].
I et Brev af 15de Oktober 1240 opfordrer samme Pave Norges Erkebiskop og Biskopper til at indfinde sig til førstkommende Paaskedag ved det apostoliske Sæde for at raadslaa med Paven angaaende Kirkens mangehaande Trængsler, især ved Keiser Frederik II’s Ulydighed og Angreb[2]. Dette maa naturligviis betragtes som et Slags Circulær-Skrivelse til alle den romerske Kirkes Biskopper. Men noget Kirkemøde i Rom til den foreskrevne Tid findes ei at have været afholdt. Hvad de norske Biskopper angaar, da vilde det vel ogsaa paa det nærmeste have været en Umulighed for dem at møde frem til den fastsatte Tid paa en saa sildig udfærdiget Kaldelse. Erkebiskoppen kan vel neppe have modtaget Pavens Skrivelse for Aarets Udgang, og nogen Tid udfordredes der atter, for at han kunde bringe den til sine Lydbiskoppers Kundskab, og disse afgive Svar og gjøre sine Forberedelser.
Et Brev af Gregorius IX, givet den 8de Juli 1241, meddeler en Anvisning med Hensyn til Daabens Udførelse. Erkebiskoppen havde underrettet ham om, at det undertiden i hans Provins havde hændet sig, at Børn, naar Vand manglede, vare blevne døbte i Øl. I Anledning heraf erklærer Paven, at de som paa denne Maade vare døbte, ikke burde ansees for virkelig døbte, eftersom de ifølge Evangeliets Lære skulde gjenfødes af Vand og den hellige Aand[3].
Der maa under Sigurds Metropolitanstyrelse og maaskee allerede tidligere have fundet nogen urede Sted med Hensyn til den suderøiske Biskopsstols Forhold til Nidaros’s Erkestol, hvilket i det Hele er temmelig dunkelt. Et Brev af Pave Innocentius IV, dateret 15de Februar 1244, til Erkebiskoppen af York kaster noget, skjønt langt fra ikke tilstrækkeligt, Lys over denne Sag. Paven siger her, at Abbeden og Klosteret af Furnes, af Cistereiensernes Orden, i Yorks Dioces, havde indgivet til ham en Forestilling, der gik ud paa Følgende: Efter gammel og hidtil ubestridt iagttagen Sedvane tilkom det nævnte Abbed og Kloster at udvælge Biskop til Kathedralkirken paa Man, og paa Grund heraf havde de ogsaa, naar Kirken blev ledig, udvalgt en skikket Person til dens Hyrde. Men da den udvalgte for at modtage sin Indvielse, hvilken efter forskjellige Tiders Medfør havde været meddeelt undertiden af Erkebiskoppen af York, men ellers af Erkebiskoppen af Nidaros, i sidste Tilfælde maatte fare over et stort og farligt Hav, saa fandtes der sjælden eller aldrig nogen, som vilde modtage Valget; hvoraf fulgte, at Kirken blev staaende ledig til stor
