Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/422

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

med Kraft som Mellemmand i de indre Stridigheder og tildeels ogsaa som Befordrer af Kong Haakons Planer med Hensyn til Island. Urolighederne der vare ingenlunde endte med Sturla Sighvatssøns Død. Da Kongen havde mistet denne dygtige Forkjæmper for sin Sag, kastede han sine Øine paa hans Modstander, den mægtige Gissur Thorvaldssøn, som den meest skikkede til at arbeide for hans Hensigter. Kongen var for Tiden især forbittret paa Snorre Sturlassøn, deels fordi han havde modarbeidet sin Broderssøn Sturla Sighvatssøn, og deels fordi han, efter at være af denne fordreven til Norge, havde i 1239 slaaet sig paa Skules Parti, og siden havde forladt Norge tvertimod Kongens udtrykkelige Forbud. Som Kongens Lendermænd, og saaledes ham haandgangen, skyldte han Kongen Lydighed, og denne regnede derfor Snorre hans Opførsel som Forræderi og Dødssag. Haakon opfordrede Gissur ved sine Bud og Breve til at sende Snorre til Norge med eller mod hans Villie; men hvis dette ei lod sig gjøre, da skulde han dræbe ham. Gissur, der var Snorres hemmelige Fiende, greb den sidste Udvei. Han overfaldt lumskeligen Snorre paa hans Gaard Reykholt i Borgarfjorden den 23de Septbr. 1241 og fældede den 63aarige Olding, uagtet han ligesaa let kunde have taget ham til Fange. Kong Haakon, der vistnok har skattet Snorre høit som Skald og Sagamand, var ikke ganske tilfreds med dette Udfald; idet mindste erklærede han, da han fik Budskab om Snorres Død, at han ei skulde være bleven dræbt, hvis han var kommen til ham[1]. Da nu Urøkia Snorressøn reiste sig mod Gissur Thorvaldssøn for at hevne sin Faders Død, optraadte Biskop Sigurd paa Gissurs Side, men dog som Mægler mellem de Stridende; og da det alligevel kom til et Slag, standsede Biskoppen dette ved modigen i fuld Embedsdragt, fulgt af sine Klerker, at kaste sig mellem de Kjæmpende. En Stilstand blev sluttet og besvoren, og et Forligsstevne fastsat. Begge de stridende Parter mødte efter Aftale 1242, og Biskop Sigurd var selv tilstede. Men her havde han den Sorg, at Gissur med meenedersk Troløshed lod Urøkia fange, og det trods Biskoppens Modforestillinger lige for hans Øine. Gissur og Urøkia Snorressøn droge begge til Norge, og den sidste endte her nogle Aar efter (1245) sine Dage under Kong Haakons Beskyttelse[2].

Da Sturlungen Thord Sighvatssøn kaldet Kakale kom til Island i 1242 under Gissurs Fraværelse i Norge og samlede en Hær mod dennes Venner og Tilhængere, tog Biskop Sigurd sig af disses Sag, og søgte først ved forstilte Underhandlinger og siden ved Bans-Trudsel at hindre Thords Foretagender. Thord vilde dog ikke herved

  1. Sturl. S. þ. 6. c. 26, 31; H. H. S. c. 243, 244.
  2. Sturl. S. þ. 6. c. 32–36; H. H. S. c. 244; Isl. Ann. 116.