Kanniker oprettedes ved hver af de islandske Biskopsstole og Valgretten overdroges dette; – eller saaledes, at man lod hvert Biskopsdømmes Presteskab, med Udelukkelse af al Stemme og Indflydelse fra de verdslige Høvdingers Side, danne det berettigede Valgkollegium; – eller endelig saaledes, at man henlagde Valget til Erkestolen i Nidaros, til Metropolitanen og hans Chorsbrødre. De to første Maader udfordrede foreløbige Foranstaltninger, som ikke i Hast vare at istandbringe fra Metropolitanens Side, især da Island endnu var en ganske uafhængig og selvstændig Stat. Den tredie derimod, som mest stemmede med Erkestolens Fordeel, lod sig strax anvende i de to forhaanden værende Tilfælde, hvor netop paa Grund af et mangelfuldt Valg, Valgretten for det givne Tilfælde aldeles canonisk kom under Metropolitanen; og et første Skridt, der var ret iøinefaldende, kunde her være af yderste Vigtighed for Fremtiden. Saaledes har Erkebiskop Sigurd udentvivl fra hierarchisk Standpunkt opfattet Sagen, og derfor negtet begge de islandske Valg sin Stadfæstelse. Strax skred han imidlertid ikke til noget nyt Valg, maaskee fordi de tvende Valgte have skudt sin Sag under Paven. I det mindste lader det, som om Bjørn Hjaltessøn har villet personlig drive den i Rom; men paa Hjemreisen døde han, som det synes, uden at have udrettet noget. Magnus Gudmundssøn traadte, udentvivl frivillig, tilbage, drog hjem igjen til Island og druknede der et Par Aar senere. Da Erkebiskoppen saaledes havde faaet fuldkommen frie Hænder, udvalgte og indviede han i 1238 tvende norske Mænd, nemlig Sigurd Thetmarssøn, forhen Abbed af Selia, til Skaalholt, og Botolf, en Augustiner-Munk af Elgesæter-Kloster ved Nidaros, til Hole. Begge disse Biskopper droge det følgende Aar 1239 over til Island og toge, som det lader uden al Modsigelse, sine Biskopsstole i Besiddelse[1].
Islands Biskopsstole vare saaledes for første Gang besatte umiddelbart af Nidaros’s Erkebiskop, og det med Mænd, som ikke vare Islændinger. Exemplet var givet; og hvad der i dette Tilfælde kunde af Islændingerne betragtes som en Undtagelse, blev snart Regelen. De islandske Biskopsstole vare fra nu af inddragne i et engere, forhen ukjendt Afhængighedsforhold under Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel, et Forhold, der blev bestaaende saalænge som Katholicismen stod ved Magt. Den kirkelige Selvstændighed, som Island hidtil havde nydt, var dermed i Grunden tilende, og dens Undergang trak meget snart ogsaa den verdslige Selvstændigheds efter sig. De norske Biskopper paa Island svigtede ikke det Haab man i denne Henseende havde sat til dem.
Biskop Sigurd Thetmarssøn af Skaalholt optraadte snart
- ↑ Finn Joh. I. 313, 314, 361, 362; Isl Ann. 110, 112.
