Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/419

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

til Bod for sin og sin Faders voldsomme Adfærd mod Biskop Gudmund, i 1233 foretog sin Pilegrimsreise til Rom, lagde han Veien over Norge. Skules Tilhængere forsøgte at drage Sturla paa Jarlens Parti; men han holdt sig til Kongen og vandt derved dennes Yndest. Paa Hjemreisen fra Rom besøgte Sturla atter Kongen om Høsten 1234 og var Vinteren over i Norge. Kongen fik nu af ham nøiagtig Underretning om al den Ufred, som herskede paa Island; og i det han beklagede Folkets ulykkelige Tilstand, spurgte han, om det ikke kunde være muligt at faa indført et Enevælde paa Øen. Freden vilde da blive bedre, naar En raadede mest. Sturla troede, at den Sag ikke skulde være saa vanskelig, naar en Mand med nogen Magt overtog den. Enden paa deres Overlægning blev, at Sturla selv, paa Kongens Anmodning, erklærede sig villig til at gjøre et Forsøg under Kongens Ledning, og mod at erholde den Hæder i Løn, som maatte synes passende, hvis Foretagendet tykkedes. Haakon foreholdt ham, at han ikke skulde søge det udført ved Drab, men at han, om han fandt det nødvendigt, skulde fange sine Modstandere og sende dem til Norge, eller paa anden lignende Maade uden Blodsudgydelse sætte sig i Besiddelse af deres Magt. Da man saaledes var kommen overeens, drog Sturla i 1235 tilbage til Island[1].

Sturla Sighvatssøn var vistnok i de fleste Henseender vel skikket til at udføre det Hverv, han havde paataget sig, naar han blot havde kunnet styre sin Heftighed og sit Overmod. Men han gav begge Dele altfor fri Tøile, trods sin kloge Faders Advarsel; og ligeledes glemte han at iagttage den Mildhed, som Kong Haakon havde anbefalet ham. I Førstningen havde han Lykken med sig, og han tvang sin Farbroder Snorre og dennes Søn Urøkia til at forlade Island og drage til Norge, hvor de dog søgte sin fornemste Støtte hos Hertug Skule. Men Sturla viste sig snart saa overmodig og voldsom, at han opbragte mod sig næsten alle islandske Høvdinger. To af disse, Kolbein Arnorssøn, kaldet hiin Unge og Gissur Thorvaldssøn forenede sig mod Sturla og hans Fader. Det kom til et Slag mellem begge Partier ved Ørlygstad i Skagafjorden den 21de August 1238, og i dette faldt baade den gamle Sighvat og Sturla[2].

Det var saaledes netop paa den Tid, da Sturla Sighvatssøn med Kraft og, som det syntes, med Held var optraadt paa Island til Enevældets Indførelse og Øens Underkastelse under Norges Konge, – at begge de udvalgte islandske Biskopper, Magnus og Bjørn, i 1236 kom til Norge for at modtage sin Indvielse. At de efter Hjemkomsten til sin Fædreneø skulde ville samvirke kraftigen med Sturla for

  1. H. H. S. c. 180; Sturl. S. þ. 5. c. 23; þ. 6. c. 18.
  2. H. H. S. c. 180, 187, 195; Sml. S. þ. 5. c. 42–50; þ. 6. c. 1–18.