Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/418

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Tid opholdt sig i Norge (1218–1220). Han fik nemlig gjennem den indflydelsesrige Dagfin Bonde, den unge Konges fornemste Raadgiver, Kongen overtalt til at fraraade Toget som altfor farligt; og Jarlen opgav det virkelig. Men i Stedet bragte Skule nu paa Bane for Snorre, at denne skulde bringe Island under Norges Kongedømme. Snorre fik i den Anledning Lendermandsnavn og blev Kongen haandgangen, samt paatog sig først og fremst at frede om de norske Handlende, der besøgte hans Fædreneø, og dernæst ogsaa ved sin Indflydelse at bringe sine Landsmænd til frivilligen at underkaste sig Norges Styrere.

Da Snorre i 1220 var kommen hjem, ændsede han imidlertid ei videre det sidste Løfte; hvad enten han.nu strax stødte paa Vanskeligheder, som han fandt uovervindelige, eller maaskee snarere, fordi han aldrig havde meent noget alvorligt med hvad han lovede[1]. Thi hvor berømt Snorre er bleven som Sagamand og Skald, saa klæder dog mørke Pletter af Falskhed som af Herskesyge, Egennytte og Pengegjerrighed ved hans Karakter. I dette Tilfælde bør man dog vistnok ikke dømme ham for haardt. Han havde paa den ene Side at redde sit Fædreneland fra en stor for Øieblikket overhængende Fare, men kunde paa den anden, som en af Islands dengang mest raadende Magthavere, umulig ønske den gamle islandske Statsforfatnings Omstyrtelse eller Opgivelsen af den islandske Stats Selvstændighed. Der blev saaledes for det første intet udrettet til Skules Hensigters Fremme. Snorre som hele Sturlungaætten styrtede sig med Voldsomhed ind i de indre Feider mellem Høvdingerne paa sin Fædreneø, og disse Feider bleve Aar for Aar vildere og mere om sig gribende. Sturlungaætten selv var splittet ved indre Tvist, og Snorre havde tidt og ofte med sine nærmeste Frænder at stride.

Imidlertid synes Kong Haakon meer og meer med sin modnende Alder at have tilegnet sig Skule Jarls Planer; og Begivenhedernes Gang bragte ham endelig i Berøring med en af Islands Høvdinger, som syntes fortrinlig skikket til at gjennemdrive Planen. Denne Høvding var den, tidligere som Biskop Gudmunds Modstander nævnte, Sturla Sighvatssøn, Snorres Brodersøn og oftest hans Fiende. Sturla var en paa Aand og Legeme herlig udrustet ung Mand, tapper og dertil høihjertet, naar ikke hans utæmmelige Herskelyst og Hevngjerrighed henrev ham. Han og hans ligesaa ærgjerrige men sindigere Fader, Sighvat Sturlassøn, havde ved forenet Anstrengelse erhvervet sig en afgjørende Overmagt i Islands nordlige og vestlige Fjerding, hvor ikke engang den slu Snorre og hans voldsomme og grumme Søn, Urøkia, formaaede at holde dem Stangen. Da Sturla,

  1. H. H. S. c. 55 59; Sturl. S. 4 þ. c. 25.