de indenlandske Stridigheder mellem Høvdingerne, men optraadte overalt hvor han kunde som Mægler mellem de Stridende, og det med al den Indflydelse, som baade hans mægtige Ætforbindelser samt personlige Rigdom, og hans biskoppelige Verdighed skjænkede ham. Han viste sig i Eet og Alt som den fødte Høvding, der vidste at opretholde sin Anseelse ligesaavel blandt sine verdslige Standsbrødre, som hos sit underordnede Presteskab, og afgav saaledes en Modsætning til den hellige Gudmund med hans lidenskabelige Kjærlighed til Tiggere og hykklerske Løsgjængere samt med hans stridige Opsætsighed mod de raadende Høvdinger.
Alligevel gav ogsaa Biskop Magnus Anledning til Erkebiskoppens Indblanding i hans Embedsførelse. Han foretog i 1224 paa egen Haand nogle Forandringer i Messetjenesten i sit Biskopsdømme[1], over hvilke der blev ført Anke for Nidaros’s Erkestol, rimeligviis af Biskop Gudmund, som dengang opholdt sig i Norge i Landflygtighed. Denne Anke havde til Følge, at Erkebiskop Peter, Gudmunds Beskytter, med denne, da han i 1226 vendte tilbage til Island, sendte Magnus Breve, ved hvilke han suspenderedes fra sit Embede og stevnedes for Erkebiskoppen[2]. Magnus forhastede sig dog ikke med sin Reise, og Aaret efter 1227 døde Erkebiskop Peter. Men da Peters Eftermand, Erkebiskop Thorer, gjentog Stevningen, maatte Magnus adlyde og drog i 1229 til Norge, hvor hans Ophold, paa Grund af Thorers mellemkommende Død, forlængedes i flere Aar. I denne Magnus’s langvarige Fraværelse fra sin Stol maa man udentvivl søge Grunden til, at Gudmund paa denne Tid findes oftere at have besøgt forskjellige Dele af Skaalholts Biskopsdømme, omgiven paa sin sedvanlige Viis af et talrigt og for Bønderne byrdefuldt Tiggerfølge. Men da Sigurd Eindridessøn var bleven Erkebiskop, vendte endelig Bladet sig atter til Biskop Magnus’s Fordeel, idet denne blev igjen indsat i sit biskoppelige Embede og i 1232 vendte tilbage til sin Stol, medbringende Biskop Gudmunds Suspension.
Forholdet mellem disse tvende islandske Biskopper maa saaledes heelt igjennem have været spendt eller endog fiendtligt, – noget som nødvendigviis maatte have en ufordeelagtig Indflydelse paa Kirkens Tilstand paa Island. Man faar ogsaa ved at læse den samtidige Sturlunga-Saga det Indtryk, at skjønt Island ikke manglede Prester, der, ligesom begge Biskopperne, vare vel oplærte i den Tids geistlige Kundskaber, saa var dog de flestes Adfærd og Levnet høist ukirkeligt og anstødeligt, ligesom Sedeligheden hos det hele Folk, baade Høie og Lave, var i det yderligste Forfald. Den største Løsagtighed og Tilsidesættelse af Egteskabets religiøse Hellighed gik Haand i Haand
