suspenderede tillige Gudmund fra hans Embede. Uagtet Gudmund ikke indfandt sig i Norge, og ikke heller opgav sit Embede, saa virkede dog Erkebiskoppens Mellemkomst sit til, at et Forlig kom i Stand mellem Gudmund paa den ene Side og Sighvat og dennes Søn Sturla paa den anden, og Gudmund havde den Tilfredsstillelse, at den stolte Sturla paa sine egne og sin Faders Vegne, for at udsone deres begges Brøde mod Kirken, underkastede sig i 1233 en Pilegrimsreise til Rom, hvor han i Pønitens lod sig pidske ved de fornemste Kirker, og hvorfra han først kom hjem til Island i 1235. Biskop Gudmund fristede imidlertid en sørgelig Tilværelse. Allerede længe ilde anseet af de fleste Høvdinger, og ikke stort bedre af Bondealmuen, derhos ved det almindelige Misnøie hindret i de vigtigste Dele af sin biskoppelige Virksomhed, og nu til Overmaal gammel, svagelig og blind, klyngede han sig alligevel med haardnakket Egensind fast ved et Embede, som han var aldeles ude af Stand til endog blot nogenlunde forsvarligen at bestyre. Han tilbragte sin Tid med Bøn og Sang og med at høre Helgeners Levnetsbeskrivelser forelæste. Han nød vel ogsaa den forfængelige Glæde, at høre sin egen Hellighed lovprist af enkelte taabelige Beundrere i sin nærmeste Omgivelse. Men til Opfyldelsen af sit Kalds Pligter var han saa uskikket, at han ikke engang kunde forrette de ham paaliggende geistlige Vielser uden paa den Maade, at en Diakonus maatte oplæse Vielsesordene, medens han selv meddeelte Haandspaalæggelsen. Dette var i den Grad stridende imod de canoniske Regler, at Paven, da han ved Erkebiskop Sigurd blev underrettet derom, ikke alene maatte befale Gudmund selv midlertidig suspenderet fra Embedet, men endogsaa de Klerker, der paa den anførte Maade havde modtaget sin Indvielse, ligeledes suspenderede fra de med Ordinationen følgende Forretninger[1]. Man skred i hine Tider meget nødigen uden i Tilfælde af de groveste kirkelige Forbrydelser, der medførte Bansstraf, til en Biskops Suspension, end sige til hans Afsættelse, da man nemlig frygtede det for Kirken skadelige Anstød, som derved kunde gives, og man stræbte gjerne at formaa Vedkommende til en frivillig Fratrædelse. Men en saadan Lemfældighed havde allerede eengang og maaskee oftere paa den halstarrige Gudmund viist sig uvirksom. Nu maatte der gribes til det haardere Middel for at hindre større Forargelse og forebygge Hole Biskopsstols fuldkomne Ødelæggelse. Sagen var allerede, som før er sagt, i 1232 forberedt fra Erkebiskop Sigurds Side; og Pave Gregor IX udstedte endelig under 11te Mai 1237 tvende Skrivelser til Erkebiskoppen, hvori det paalagdes denne, hvis Gudmund slet ikke kunde formaaes til fri-
- ↑ Norsk Dipl. I. 14, 15.
