fjærne Grimsø, fulgt af 80 bevæbnede Mænd og 30 Tiggere af begge Kjøn. Men Sighvat opsøgte ham med 300 Væbnede, tog ham fangen efter en blodig Kamp og tvang ham til at drage over til Norge.
Gudmund ankom did i 1222, og forblev der flere Aar i Landflygtighed. Han klagede for Erkebiskop Guttorm; men denne fandt hans Sag saa mislig, at han endogsaa erklærede, at Gudmund maatte suspenderes fra Embedet, hvis han ikke erholdt Pavens Dispensation. Gudmund henvendte sig da til Paven og lod denne ved en Prest overrække en skriftlig Fremstilling af sin Sag. Men heller ikke Paven fandt Gudmunds Adfærd som Biskop tilbørlig, og han skal have givet hans Sendebud det Svar: „si vult cedere, cedat“ (vil han vige, da vige han), hvorved Paven naturligviis har villet tilraade Biskoppen frivilligen at nedlægge sit Embede, hvortil da Paven paa Forhaand lovede sit Samtykke. Gudmund vilde dog ikke lytte til dette Raad, og da det imidlertid ogsaa havde lykkets ham at stemme Guttorms Eftermand, Erkebiskop Peter, gunstigere for sin Sag, saa vendte han under dennes Beskyttelse i 1226 tilbage til Island. Her fandt han nogen Understøttelse hos Sighvats tvende Brødre Snorre og Thord Sturlassønner, og ved den sidstes velvillige Mellemkomst fik han i 1228 Sighvats og dennes Søns Sturlas Tilladelse til at vende tilbage til Hole. Herfra blev han dog strax efter igjen fortrængt af Kolbein Unge, en Søn af hans gamle Fiende Arnor Tumessøn. Nu gav han sig til at reise om paa Visitats i sit Biskopsdømme, men dvælede længe paa hvert Sted og var som sedvanligt ledsaget af en Mængde Løsgjængere af alle Slags. Da Bønderne knurrede og klagede over det meget Besvær, som denne Biskoppens Omflakken voldte dem, tog Kolbein heraf Anledning til med Magt at adsprede hele hans Følge og indespærre ham selv paa Hole med tvende Klerker til Selskab. Dette skeede i 1229, og i denne Tvang blev Gudmund holden i to Aar. Derpaa begyndte han igjen at streife om med sit sedvanlige Følge endogsaa udenfor sit Biskopsdømme; men meer end eengang blev han tvungen deels af enkelte Høvdinger til at skille sig fra det Slæng der fulgte ham, deels af de sammenrottede Bønder til at lade sine paatænkte Besøg fare.
Ved Erkesædet i Nidaros var man ikke uopmærksom paa disse Uordener i Hole Biskopsdømme. Medens Erkestolen stod ledig efter Thorer den Thrøndiskes Død 1230, udfærdigede Nidaros’s Chorsbrødre en Stevning til Gudmund, og Kong Haakon samt Skule Jarl en lignende til hans verdslige Modstandere, at indfinde sig i Norge; men dette Skridt synes ingen Følger at have havt. Da Sigurd var bleven Erkebiskop, gjentog han i 1232 Stevningen i strenge Udtryk, og
