Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/412

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Høvdinger, og disses mangen Gang høist lovløse og voldsomme Fremfærd fra først af synes at have vakt, og hvis Udførelse virkelig lykkedes mod Slutningen af Haakons Styrelse. For ret at tydeliggjøre os de Forhold i den islandske Kirke og i den islandske Forfatning i det Hele, som fremkaldte den antydede Forandring med Hensyn til de islandske Biskoppers Valg, maa vi gaa noget tilbage i Tiden.

Den seneste her berørte Begivenhed i den islandske Kirke, var de forargelige Stridigheder mellem Biskop Gudmund Aressøn af Hole (fra 1203) og flere af Nordlandets Høvdinger. Striden gik saa vidt, at de sidste bemægtigede sig Biskopsstolen og saa godt som berøvede Gudmund al hans Myndighed. Gudmund maatte i den Anledning, som forhen er fortalt, ifølge Erkebiskop Thorers Stevning, begive sig til Norge i 1214, og her forblev han i flere Aar, uden at hans Sag kom til nogen bestemt Afgjørelse. Det synes nemlig som om baade Thorer og hans Eftermand Erkebiskop Guttorm have fundet Gudmunds Fremgangsmaade i flere Stykker uforsvarlig eller i alle Fald høist uforsigtig, og derfor følt Betænkelighed ved at skride ind med Kirkens fulde Myndighed til hans Fordeel. Imidlertid maa dog Erkebiskop Guttorm have jævnet nogenlunde paa Sagen; thi i 1218 kunde Gudmund atter vende tilbage til Island og tage Hole Stol i Besiddelse.

Men aldrig saasnart var dette skeet, før de gamle Optrin fornyedes, og Høvdingerne Arnor Tumessøn og Sighvat Sturlassøn fordreve ham fra hans Biskopsstol. Da Arnor kort efter 1221 forlod Island og døde i Norge, vendte vel Gudmund tilbage til Hole. Men han var ikke af Skade bleven klog; han fremturede i sin gamle ufornuftige Adfærd, og gav en saadan Mængde af alskens Pak Tilhold ved Biskopsstolen, at ikke alene dennes Forraad snart fortæredes, men endog de omkringboende Bønder begyndte at føle sig usikkre og frygte Overlast. Disse henvendte sig til Tume, den ovennævnte Sighvats Søn, en rask men overmodig Yngling; og da han var traadt i deres Spidse, lode de Biskoppen sige, at denne skulde bortvise den unyttige og farlige Menneskehob, der omgav ham, eller ogsaa vilde Bønderne reise sig og jage den afsted. Paa dette Budskab flygtede Biskoppen selv med hele sit Slæng fra Hole, og Tume tog der sit Sæde. Gudmund tyede med sit Følge til Malmø, en Ø i Skagafjorden. Herfra gjorde en Deel af hans væbnede Folk i en mørk og stormfuld Vinternat et uventet Angreb paa Hole, tvang Tume Sighvatssøn til at give sig i deres Hænder og dræbte ham (Febr. 1222). Dette sidste skede vistnok mod Gudmunds Villie; men han havde dog givet Anledning til Drabet og maatte nu frygte Alt af den mægtige Sighvat Sturlassøns Hevn. Biskoppen flygtede derfor længer ud i Havet til den