fastere Sammenknytning mellem dem og Nordmændene. Haakons Foretagender i denne Retning ere saaledes mærkelige, om end mange Aarhundreder siden maatte hengaa, før nogen sand Christendomskundskab blev Finnerne til Deel, eller deres Sammenknytning med Nordmændene kom til at øve nogen kjendelig Indflydelse paa deres Dannelsesstand.
Kong Haakon Haakonssøns Forhandlinger med Kirken i Anledning baade af hans Kroning og hans Korsløfte vise, at han var gjennemtrængt af sin Farfaders, Kong Sverrers, Aand og Anskuelser. Han stod strengt paa Kongedømmets Selvstændighed ligeoverfor Kirken. Han udledede dets Høihed og Ret umiddelbart fra Gud og skyede ethvert Skridt, der kunde tydes hen til en Erkjendelse af Kirkens eller Pavens Overhøihed. Han lagde Vegt paa Kongens Indvielse til sit ophøiede Kald ved Kirkens Velsignelse, ligesom og paa det, at Kongearvefølgen ikke skulde stride mod Kirkens Lov og krænke dens berettigede og fornuftige Anskuelser med Hensyn til Egtefødselens Forret der som i anden Arvegang. Men han vilde ikke, at hiin Indvielse i Almindelighed, eller, for hans egen Person, hans Fødselsmangels Udslettelse ved Kirkens eller Pavens Magtfylde skulde kjøbes ved nogensomhelst Kongedømmets Fornedrelse. Han viste Kirken som Paven al tilbørlig Agtelse og Ærbødighed samt var rundhaandet i sine Gaver til begge. Men han stred til samme Tid mod enhver hierarchisk Anmasselse, der vilde gjøre Indgreb eller Skaar i den Myndighed, som han ansaa for at være Kongedømmet ved Guds og Landets Lov hjemlet til Befordring af Undersaatternes Bedste. Han vidste endelig paa en fornuftig Maade at skjelne mellem Pavens personlige og Kirkens almindelige Gavn, at befordre dette uden at lade sig blende ved hint, og overhovedet at sætte en beskeden men hæderlig Virksomhed for sit Folks sande Tarv og sine hedenske Naboers Omvendelse over en meer glimrende Optræden i en tvivlsom Kamp enten for det fjærne hellige Lands Befrielse, hvilken Europa ikke længer med nogen sand Iver omfattede, eller for en Keiserkrone, hvilken Paven i sin Hevntørst frembød til hver den Fyrste, som maatte ville laane ham sin Arm mod de forhadte Hohenstausere. Og i hele denne sin Modstand mod Hierarchiets Overgreb og Pavens Egennytte udviste Haakon en Klogskab, et Maadehold og en sin Følelse for Ret og Sømmelighed, der gav ham Seiren uden at paabyrde ham Kirkens Vrede og Forfølgelse.
Medens Erkebiskop Sigurd stod i Spidsen for den norske Kirke blev ved hans og Kong Haakons Samvirken visse vigtige Bestemmel-
