som skatskyldige under Norges Kongedømme; men Forholdet mellem disse halvvilde Nomader og Norges Rige var ganske løst og ubestemt. Ingen Forsøg synes hidindtil at have været gjorte til Christendommens Udbredelse blandt dem. Med Malanger-Fjorden regnedes Finmarken at tage sin Begyndelse, og nord for den fandtes endnu ikke nogen Kirke. Den lidt sydligere liggende Kirke i Lengiovik (Lenvik) var da den nordligste i Norge, og ansaas for den nordligste i Verden[1]. Kong Haakon udstrakte først Christendommen længer mod Nord. Han lod nemlig bygge en Kirke i Trums (Tromsø), christnede Folket deromkring og dannede saaledes det første Kirkesogn af Finner paa disse Kanter[2]. Denne St. Mariæ Kirke i Trums regnedes siden blandt de kongelige Kapeller, til hvilke Kongerne havde Patronatsret, og den kan paa en Maade betragtes som Moderkirke i Finmarken.
Det var paa denne Tid, at Mongolerne eller, som de ogsaa kaldtes, Tartarerne begyndte sine Herjetoge i Gardarike eller Rusland, hvilke endte med de russiske Fyrstendømmers Underkastelse. Mange tschudiske Bjarmer – et med Finnerne nær beslegtet Folk – flygtede ved den Leilighed til det norske Finmarken, og bleve modtagne af Haakon, der lod dem christne og gav dem Bopæle i Malanger[3]. Den Kirke, som det heder at han byggede i Ofote[4], har rimeligviis ogsaa været reist med Hensyn til de i det Indre af Fjorden bosatte eller omvandrende Finner. Tiden da Haakon foretog dette, angives ikke med Bestemthed, men af de for nævnte Pavebreve maa man slutte, at det har været omkring 1250. Det egentlige Norges Grændser udvidedes saaledes mod Norden til Kvænangerfjord.
At Erkebiskoppen af Nidaros herved har staaet Kongen kraftigen bi, kan ikke betvivles. Det nychristnede Landstrøg lagdes ogsaa – som naturligt var efter dets Beliggenhed – under Nidaros’s Biskopsdømme, og Finmarkens Indordning under dettes Omraade fik først fra nu af nogen egentlig Betydning. Om Fremgangsmaaden ved denne Christendomsudbredelse er forresten ingen Oplysninger levnede. At hovedsageligen Tvang har været anvendt, og at Omvendelsen har været høist overfladisk, er der al Grund til at antage. De benyttede Christendomslærere have naturligviis været norske, der lidet eller intet have forstaaet af Finnernes Sprog. Hedningernes Daab har udentvivl været Hovedsagen i Omvendelsesverket, og de Døbtes Nærværelse ved den af de norske Prester forrettede Gudstjeneste Tegnet paa, at de vedligeholdt sin Christendom. Grundvolden var imidlertid lagt til Evangeliets Udbredelse blandt Finnerne, og med det samme til en
