da Mathæus opholdt sig i Norge, hvorhen han som Benediktiner- eller Cluniacenser-Munk af St. Alban i England var kaldet for at reformere det forfaldne Kloster paa Nidarholm. Han var yndet af Haakon, hvem han paa sin Side ogsaa roser og kalder en „veltalende, maadeholdende og meget videnskabelig dannet Mand“ (vir disertus et modestus atque bene literatus)[1]. Han havde saaledes god Anledning til at kjende Kongens Sindelag, især da Haakon synes temmelig uforbeholdent at have udtalt sine Meninger for Mathæus, der ingenlunde var nogen ubetinget Tilhænger af Innocentius eller af den da raadende pavelige Statskunst i det Hele. Haakon vedligeholdt sin venskabelige Forbindelse med Keiser Fredrik, saalænge denne levede; og skjønt efter hans Død 1250, Venskabsforbindelsen med hans Søn, Konrad IV, var mindre varm[2], saa var dog Haakon alt for klog til at ville indlade sig paa det farlige Skridt at gribe efter Keiserkronen. Innocentius har imidlertid, som det synes, ikke ganske opgivet Haabet herom. Han søgte derfor fra sin Side ved smigrende Forekommenhed at holde Haakon i en gunstig Stemning mod sig, medens Kongen, der engang havde gjennemskuet Pavens egennyttige Øiemed, vistnok mindst af alt fandt sig opfordret til noget Korstog, hvilket Paven udentvivl vilde have rettet mod sine egne Fiender, om han end nævnte det hellige Lands Undsætning som dets Maal. Haakon modtog derfor Pavens smigrende Opfordringer med Høflighed, men uden at lade sig bestikke af dem, og Paven taug til Haakons Udflugter og Forhalinger, fordi han indsaa, at han her intet kunde udrette ved Trudsler og Tvang, og nødig vilde skaffe sig flere Fiender paa Halsen, end han allerede havde. Naar man betragter Forholdene fra dette Standpunkt, indseer man let, hvorledes Haakon kunde vove, og ustraffet vove, at lade sine Korstogsplaner dø ganske hen, efterat derom i meer end 10 Aar Underhandlinger vare drevne med den romerske Stol.
For sin egen Samvittighed kunde Haakon saameget hellere forsvare denne sin Fremfærd, som hans Løfte om Korstog til det hellige Lands Undsætning, efter hvad allerede er fortalt, engang af Pave Gregorius IX (i 1241) var blevet forandret til et Løfte om at kjæmpe mod de Hedninger, der vare hans Lands Naboer. Dette sidste Løfte lod Haakon heller ikke upaaagtet, om man end ikke finder, at det har ledet til noget egentligt Korstog. Det er allerede yttret, at Haakon ved hine Hedninger nærmest har sigtet til Finnerne i den norske Finmark, ligesom ogsaa at disse rimeligviis have været meent ved de hedenske Sambiter, som Pave Innocentius i 1252 bød at skulle underlægges Haakon, hvis de af ham christnedes. Finnerne lige hen til Gandviken eller det hvide Hav betragtedes vistnok fra ældgammel Tid
