melse og sin tilsagte Beskyttelse, hvilken sidste han paalægger dem at see overholdt[1].
Det er aabenbart, at Haakon ved de her omtalte hedenske Naboer af hans Rige nærmest har sigtet til de dengang endnu hedenske Finner i Finmarken. At han imidlertid, ifølge sit Løfte, foretog noget Krigstog mod dem, findes ikke nogensteds fortalt. Derimod gjorde han andre Foranstaltninger til Christendommens Udbredelse blandt dem, som senere skulle omtales; og derved har han vist nok – og det med Rette – troet at have gjort Fyldest for sit Løfte.
Ogsaa Knut Jarl maa ved denne Tid have lovet et Korstog til det hellige Land, men ligesom Kongen fundet Vanskeligheder ved at udføre det. Man har nemlig et Brev af Pave Innocentius IV under 3die August 1243 til Erkebiskop Sigurd, hvori der siges, at hans elskede Søn, den korstegnede Knut, Norges Jarl (dux), har ansøgt om, at Paven, da der for Nærværende intet almindeligt Korstog forestaar, vil forandre hans Løfte til en Hjælp for Ungarn mod Tartarernes Raseri. Paven forordner i denne Anledning Erkebiskoppen, at han, saafremt Tartarerne, inden et Aar efter Modtagelsen af Brevet, atter angribe Ungarn, paa Pavens Vegne skal tilstede Jarlen hvad han har ansøgt om. I andet Fald skal Erkebiskoppen opbære af Jarlen hvad denne skulde have kostet paa sit Tog til det hellige Land, sit Ophold der og sit Tilbagetog, og derhos en Godtgjørelse for Reisens Besværlighed, – og derpaa løse ham fra hans Løfte med Indrømmelse af den Syndsforladelse, der tilstaas Korsfarere. Erkebiskoppen skal nøie paasee, at Jarlen betaler den bestemte Løsesum, og deponere denne paa et sikkert Sted for at oversendes Paven til det hellige Lands Undsætning[2]. – Knut Jarl kom ikke til at gjøre noget Tog mod Tartarerne, og maa altsaa antages at have løskjøbt sig fra Korstogsløftet paa den af Paven betegnede Maade.
Under Kong Haakons Forhandlinger med Pave Innocentius IV om Kroningen finder man, at hans Korstog atter er blevet bragt paa Bane, hvad enten nu Kongen for at vinde Pavens Gunst har gjort et nyt Løfte, eller Innocentius har opfrisket det ældre, som endnu ikke tilbørligen opfyldt. Ved denne Leilighed er der paa een Gang Tale fra Pavens Side baade om et Tog af Kongen til det hellige Lands Undsætning og om hans forehavende Bestræbelser for Christendommens Udbredelse blandt hedenske Nabofolk. I Anledning af det første tog Paven ham ved sit Brev af 6te November 1246 under den hellige Peters og sin Beskyttelse[3], – og i Anledning af de sidste, skjænkede Paven ham ved Brev af 7de November s. A., paa hans
