Stols særlige Beskyttelse. Hvad den første formodede Bevæggrund angaar, da bliver det altid mærkeligt, at da der ti Aar senere blev alvorligen handlet om et Korstog, som Kongen skulde gjøre, da omtales netop Biskop Paal af Hamar som den der beredte sig til et lignende.
Men hvilken nu end den sande Bevæggrund til Haakons Korstagen har været, saa kunde der ikke blive Tale om noget virkeligt Korstog i de nærmest paafølgende Aar under Spendingen og siden Krigen mellem ham og Skule. Aldrig saasnart var dog Haakon kommen i rolig Besiddelse af Norges Rige, før han, paamindet eller upaamindet af den romerske Stol, virkelig tænkte paa at gjøre nogen Fyldest for sit Løfte, om end ikke ved virkelig at drage det hellige Laud til Udsætning. Han indsaa nemlig at han paa een Gang baade kunde befordre Christendommens Tarv og udvide sit eget Herredømme ved at tage sig af Nordmændenes hedenske Naboers Omvendelse, og at et Foretagende i den Retning vel kunde træde i Stedet for et langt bekosteligere og hans Rige lidet gavnligt Tog til Palæstina. Han henvendte sig herom til Pave Gregorius IX, udentvivl samtidig med sin Ansøgning om Kroningen, og opnaaede hvad han ønskede. Under 6te Juli 1241 udstedte nemlig Gregorius et Brev, hvori han tillader Kongen at forandre sit Løfte om at drage det hellige Land til Undsætning til et Løfte om at krige mod de Hedninger, der vare hans Lands Naboer. „Da Kongen – siger Paven – ved at tage Korset har lovet at drage det hellige Land til Undsætning, men han, som han forsikkrer, paa Grund af den lange Frastand, sine Undersaatters Fattigdom og deres Ubekjendtskab med de mellemliggende Folks Sprog, ikke vel kan opfylde dette Løfte, saa indrømmer han paa Kongens Bøn denne Tilladelse til at forandre hiint Løfte til et Løfte om at ville kjæmpe mod de Hedninger, der ere hans Lands Naboer. Derfor beder Paven og opmuntrer ham til at opfylde sit Løfte mod disse Hedninger saaledes, at han derved kan fortjene Belønning af Gud og et godt Navn blandt Menneskene. I Tillid til den almægtige Guds Miskundhed og Apostlerne Petri og Pauli Fuldmagt tilstaar han Kongen, naar han udfører dette Løfte, den samme Syndsforladelse, som han vilde erholde ved at undsætte det hellige Land“. Gregorius lod med dette Brev følge et andet af 8de Juli, hvori han tog Kongen, hans Familie og Gods under St. Peters og sin særdeles Beskyttelse, medens han foretog sit Tog mod Hedningerne, „saaledes at det alt skal blive urørt og sikkert, indtil vis Efterretning indløber om hans Tilbagekomst eller Død“; og ved et Brev af samme Dag underrettede Paven Erkebiskop Sigurd og Biskop Arne af Bergen om sin Bestem-
