sønner, Tryggve Olafssøn og Gudrød Bjørnssøn, der vare indsatte af Haakon. I selve Throndhjem indskrænkedes desuden Erikssønnernes Herredømme af den føromtalte mægtige Sigurd Jarl, som ei var deres Ben. De ryddede imidlertid snart ved et lumskt Overfald Sigurd Jarl af Veien, og nogen Tid efter dræbte de, ligeledes paa en svigfuld Maade, de vikske Konger Tryggve og Gudrød. Derved blev imidlertid ingenlunde deres Herredømme befæstet; thi Thrønderne fattede kun endnu større Uvillie mod dem end før, og paa Viken søgte fremdeles den danske Konge at gjøre sine Fordringer gjældende. Desuden fik de i Sigurd Jarls Søn, den ligesaa tappre som kloge Haakon, en dødelig Fiende, der baade i Norge selv undergravede deres Magt ved at holde de ham hengivne Thrønder i en bestandig Oprørstilstand mod dem, og som i Udlandet, hvor han mest maatte holde til, altid var virksom til at vække dem Fiender. Erikssønnernes Kongedømme i Norge stod saaledes den hele Tid det varede paa usikkre Fødder, truet fra uden og stedse savnende den Støtte, som Folkets Kjærlighed giver. De mange urolige Konger, der hver var omgiven af en talrig Hird, faldt Bønderne til Byrde, og hertil kom, at Landet i deres Regjeringstid næsten uafladelig plagedes af Uaar, hvilket man efter gammel hedensk Anskuelse ei undlod at tilregne de Styrende. Deres Moder, Gunhild, kaldet Kongemoder, var almindelig forhadt, og da Sønnerne næsten ganske lode sig lede af hende, maatte de ogsaa bære dette Had. Det var en ulykkelig Tid for Norge, og Riget var i en Opløsningstilstand, som i høieste Maade truede dets Selvstændighed.
Erikssønnerne havde med sine Forældre antaget Christendommen i England. Om det skeede af Overbevisning, eller af de samme politiske, verdslig-egennyttige Grunde, som vi saa ofte kunne tydeligen spore hos den Tids nordiske Vikinger i deres Omvendelse, vove vi ei at afgjøre. Det sidste bliver dog kanskee det rimeligere; thi synderlig dybt kan neppe Christendommen være indtrængt hos dem, naar man betænker, at Dronning Gunhild efter Eriks Fald lod digte et Kvad om ham, som endnu tildeels er os levnet, hvilket heelt igjennem er reent hedensk, og hvori Eriks Modtagelse af Odin i Valhal skildres[1]. Saameget er ogsaa vist, at Gunhilds og hendes Sønners Færd i Norge ikkun udviste lidet Christensind. Imidlertid Christne vare de, idetmindste af Navn, da de kom til Norge, og vedkjendte sig sin Tro. Af Nogles Beretning skulde man formode, at Brødrene gjorde sig alvorlig Umage for at indføre Christendommen i Norge; men da dette ei vilde lykkes, indskrænkede de sig til at ødelægge Hofene og spilde Blotene hvor de kunde. „Da de kom til Styrelsen i
- ↑ Fgrsk. 22.
