Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/395

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

selv Sogneprestens Indkomster. Dette forbød Kardinalen. Biskoppen skulde i saadant Tilfælde beskikke en Ombudsmand ved den ledige Kirke, der havde at opbære de faldende Indtægter til de følgende Presters eller til Kirkens Nytte. Særligen forbød han i nogen Maade at gjøre Skaar i den Fjerdepart af Tienden, som tilkom Sognekirken. – Videre paaankedes, at enkelte Biskopper tilegnede sig Kirkernes Ejendomme, og dermed forøgede sine egne Indtægter. Dette forbød han for Fremtiden, og hvor det var skeet, skulde det borttagne tilbagegives med den imidlertid deraf faldne Rente. – Blev en Kirke ganske inddragen, da skulde dens Ejendom deles mellem de fattigere Nabokirker efter Biskoppens Skjøn. – Presterne klagede over, at Biskopperne toge Gjesteri af dem, uagtet de ikke selv kom paa Visitats i Fylket. Dette forbød Kardinalen, undtagen naar Sygdomsforfald, eller Reiser paa Grund af Kongens eller Erkebiskoppens Kaldelse hindrede dem. – Endelig klagede ogsaa Bønderne over de Bøder, som paalagdes dem, naar de bjergede sit Hø eller Korn paa Helligdage eller fiskede Sild, naar den paa saadanne Dage søgte til Land. Angaaende dette bestemte Kardinalen, der selv havde overbeviist sig om Veirligets Ustadighed i Norge, med Prælaternes Samtykke, at det skulde være tilladt at tage Sild naarsomhelst Leilighed dertil gaves, samt at bjerge Jordens Afgrøde ogsaa paa Helligdage, naar Veiret var ugunstigt paa Sognedagene; dog skulde, hvor Tvivl om Nødvendigheden af saadan Bjergning reistes, dette afgjøres ved Biskoppens Dom[1].

Blandt de Bestemmelser, som Kardinal Vilhelm gjorde under sit Ophold i Bergen, nævnes ogsaa Ophævelsen af Jærnbyrd eller overhovedet af Gudsdomme anvendte som Beviismidler for Retten, om hvilke han skal have erklæret, „at det ei sømmede Christne at besværge Gud til noget Vidnesbyrd om menneskelige Anliggender“[2]. Disse Gudsdomme vare udentvivl allerede komne i Ringeagt blandt Nordmændene, da Mistanke var opstaaet om, at naturlige Midler havde Indflydelse paa deres Udfald. Deres Afskaffelse maa betragtes som et stort Gode ikke alene med Hensyn til den private Ret, men ogsaa til den offentlige. Omtvistet eller tvivlsom kongelig Byrd var nemlig, som vi have seet, hyppigen i Norge ved Jærnbyrden beviist, og det til den allerstørste Skade for Landets indre Ro. For Fremtiden afskares da denne Udvei for dristige Bedragere og Lykkesøgere til at gjøre sine opdigtede Fordringer paa Kongedømmet gjældende.

Af Vigtighed for Vedligeholdelsen af den indre Fred var det

  1. H. H. S. c. 255, jfrt. med Kard. Vilhelms Br. af 17 Aug. 1247, N. g. L. I. 453, og Pave Innocentius IV’s Bekræftelse af 7 Septbr. 1248, sst. 457.
  2. H. H. S. c. 255.