gens tidligere langsomme og besværlige Gang. Nu traadte den frem i klare Ord. Da Kongen nemlig fremkom med sit Forlangende, svarede Biskopperne strax, at de gjerne vilde opfylde det; men da ventede de ogsaa, at Kongen vilde forøge Kirkens Ret. Ja de erklærede derhos, at Haakon skulde sværge den samme Kroningsed, som Kong Magnus Erlingssøn havde aflagt, da han blev kronet. Denne Fordring afviste imidlertid Kongen med Uvillie. „Kongerne – sagde han – have allerede indrømmet Eder saa store Rettigheder, at jeg vanskeligen formaar at lægge noget til; og ovenikjøbet have I udstrakt dem videre end de i sig selv medføre. Men sværger jeg en saadan Ed, som Kong Magnus svor, da forekommer det mig, at min Hæder ved Kroningen mindskes istedetfor at øges; thi han agtede ikke hvad han gjorde, naar han kun fik det, hvortil han ingen Ret havde. Med Guds Hjælp haaber jeg ikke at skulle behøve at modtage eller kjøbe af Eder, hvad Gud retteligen har kaaret mig til efter min Fader og mine Forfædre; og det skulle I sandeligen vide, at med Guds Naade skal jeg frit erhverve min Krone, og bære den uden alle byrdefulde Baand, eller ogsaa skal den aldrig komme paa mit Hoved.“ Hermed afbrød Haakon Forhandlingerne om sin Kroning med Biskopperne. Men kort efter aabnede han dem igjen umiddelbart med Paven. Han sendte nemlig til denne sine Befuldmægtigede Cistercienser-Abbeden Laurentius af Hovedø og Bjarne Chorsbroder af Nidaros, hvilke havde at frembære Kongens Brev med Bøn om, at Paven vilde sende en af sine Kardinaler til Norge for at salve og krone ham[1].
Pave Innocentius IV laa paa denne Tid i aabenbar Feide med Keiser Fredrik II, og havde i 1244 maattet flygte for ham fra Rom til Lyon, hvor han i flere Aar tog sit Sæde. Her holdt han i 1243, i Juli Maaned, et almindeligt Concilium, paa hvilket han høitidelig bansatte Fredrik og erklærede ham afsat fra Keiserverdigheden. Det var nu Innocentius om at gjøre at ophidse mod Fredrik alle Europas Fyrster, ja at bringe et Slags Korstog istand mod ham som Christendommens Fiende, og derhos at faa samlet saa mange Penge som muligt for at understøtte dette sit Øiemed. Kong Haakon havde allerede dengang vundet et Navn i Europa. Han havde ved Sendemænd sat sig i Forbindelse med flere af dets Fyrster, og blandt disse ogsaa for længe siden med Keiser Fredrik, der havde gjengjældt hans Venskabsyttringer og Gaver med lignende, saaledes at et meget fortroligt Forhold var opstaaet mellem dem[2]. Paven havde desuden gjennem Abbed Bjørn og andre norske Geistlige, der i egne eller Kirkens Anliggender opholdt sig i den romerske Kurie, havt Anledning til at erfare,
