muligen paa denne Maade vilde afholde ham fra at angribe Norge, erholdt et Rige i Northumberland over derboende Nordmænd og Daner. Da han der efter mange Lykkens Omvexlinger var falden i et Slag, drog hans Dronning Gunhild med sine Sønner til Danmark, hvor Kong Harald Gormssøn herskede. Han var Kong Haakon fiendsk og understøttede Eriks Sønner til Angreb paa Norge. De bleve oftere slagne af Haakon, men kom stedse igjen tilbage forsterkede fra Danmark. Den sidste Kamp mellem Haakon og hans Brodersønner stod paa Fitie, paa Øen Stord ved Hørdaland. Haakon seirede ogsaa her, men blev i Slaget dødelig saaret og afled strax efter 961.
Sagaernes Fortælling om hans sidste Øieblik give en skjøn og ganske vist sand Skildring af hans Sindelag med Hensyn til Christendommen og hans dybe Sorg over at have afveget fra den. Han erklærede for sine Venner og Raadgivere, at da han selv var sønneløs, vare hans Brodersønner, med hvem han nys havde kjæmpet, lovlige Arvinger til Norges Kongedømme, hvortil han anbefalede dem. Selv vilde han, om end et længere Liv blev ham forundt, fare til christne Mænd og der bøde hvad han havde forbrudt mod Gud. Da hans Venner tilbøde sig at føre hans Lig til England og der jorde det ved en Kirke, svarede den døende Konge: „Jeg er det ikke verd; som Hedning levede jeg, og som en Hedning skal man jorde mig“. Saa skede ogsaa. Han blev høilagt paa Kongsgaarden Sæheim paa Nordhørdaland og efter hedensk Brug „henviist til Valhal“. „Baade Venner og Fiender – sige Sagaerne – begræd hans Død og sagde, at en jævngod Konge aldrig vilde komme i Morgen[1].
Efter Haakon den Godes Død, bleve Erik Blodøxes og Gunhilds Sønner tagne til Konger i Norge. Disse Brødre, nu fem gjenlevende, førte en Fællesstyrelse; men den ældste af dem, Harald, siden kaldet med Tilnavnet Graafeld, agtedes for den øverste. Egentlig strakte sig deres Rige kun over den nordlige og vestlige Deel af Landet, over Frostathings- og Gulathings-Lagdømmer. Herover alene havde nemlig Haakon den Godes umiddelbare Styrelse strakt sig, da Oplandene nærmest styredes af mange Fylkes- eller Underkonger af Harald Haarfagers Æt, og Viken, paa hvilken ellers den danske Konge, som Ragnar Lodbroks Ætling gjorde Fordring, ligeledes styredes af egne Underkonger, Harald Haarfagers Sønne-
- ↑ Fgrsk. 26. Snor. Haak. G. S. c. 32.
