til at Kong Haakon, uanseet Mangelen ved hans Fødsel, maatte salves og krones, især da han ingensomhelst verdslig Fyrste var underkastet. Denne Forestilling bevirkede, at Paven igjen under 8de Juli 1241 overdrog Benedictiner-Abbeden af St. Michaels Kloster i Bergen samt Prædikebrødrenes (Dominicanernes) Provincialprior i Norge at undersøge Kongens Sag og gjøre Indberetning om den. Thi uagtet han – som han yttrede – særdeles elskede Kongen som en katholsk Fyrste og det apostoliske Sæde hengiven, og han gjerne vilde fremme Kongens Ære, saameget han med Gud formaaede, saa kunde han dog ikke i nærværende Anliggende gaa letsindigen frem[1].
Kroningssagen var rigtignok saaledes nu igjen kommen i et Slags Gang, men Udsigterne til en endelig Afgjørelse fjærnede sig atter, da Pave Gregorius IX samme Aar 1241 den 21de August døde. Hans Eftermand Cølestinus IV regjerede kun ganske kort, og derpaa stod Pavestolen ledig næsten i to Aar, indtil endelig den kraftfulde Innocentius IV udvalgtes den 25de Juni 1243. Nu varede det ikke længe, før Underhandlingerne om Kroningen tog en for Kongen heldigere og raskere Vending.
Den oftere forhen omtalte Abbed Bjørn af Holms Kloster opholdt sig ved denne Tid i Rom for der at føre sin Sag angaaende Klosterets mislige Bestyrelse. Han synes at være kommen i Yndest hos Innocentius, og da han i Aaret 1244 vendte tilbage til Norge, medbragte han et Pavebrev til Kongen affattet i de naadigste og venskabeligste Udtryk, „saaledes at neppe sligt Brev fra nogen Pave var kommet til Norge“[2]. Haakon lod ikke denne Pavens gunstige Stemning hengaa ubenyttet. Det følgende Aar 1245 indbød han Erkebiskop Sigurd og Norges Biskopper til et Møde, som det lader i Bergen, og bad dem nu skrive med sig til Paven og søge om Tilladelse til at krone Kongen.
Forhandlingerne paa dette Møde vise tydeligen, at den hierarchiske Aand endnu var ved fuldt og friskt Liv hos den norske Kirkes Formænd, og den sande Grund skimter maaskee her igjennem, hvorfor Kroningssagen hidtil havde gaaet saa trægt, hvilket neppe kunde have været, hvis Biskopperne strax havde laant den sin oprigtige og kraftige Bistand. Men Tingen var just, at denne vilde de ikke yde omsonst. Her frembød sig en Leilighed, hvor Geistligheden muligen kunde aftvinge eller afliste Kongedømmet vigtige Fordele; og en slig Leilighed maatte ikke lades unyttet til Hierarchiets Bedste. At en saadan Tanke har gjort sig gjældende hos Biskopperne ligefra den Tid Haakons Kroning først kom paa Bane, er høist rimeligt, ligesom og at deres hierarchiske Ønsker ikke have været uden Indflydelse paa Sa-
