Paven Kongens Ønske om, at det paalagte Hverv maatte blive Erkebiskoppen frataget og overladt en Anden. Kongens yttrede Mistanke synes at have været understøttet ved Oplysninger, hvilke Paven har fundet fyldestgjørende[1]; og den maa udentvivl have staaet i en eller anden Forbindelse med Skule Jarls Besøg i Danmark og Underhandlinger med den danske Konge i 1228. Det kom dog ikke til noget Skridt fra Pavens Side mod Erkebiskoppen af Lund, da den norske Befuldmægtigede kort efter kunde meddele Paven, at baade Erkebiskoppen af Lund[2] og Biskoppen af Skara i Aarets Løb vare afgangne ved Døden.
Nu overdrog Paven ved Brev af 13de Febr. 1229 Undersøgelsen til Erkebiskop Thorer af Nidaros og Biskop Arne af Bergen[3]. Men heller ikke dette ledede til Maalet, da Erkebiskop Thorer døde i Begyndelsen af det følgende Aar, vist ikke meget længe efter Modtagelsen af Pavens Brev, og Biskoppen af Bergen ikke ansaas bemyndiget til at foretage Sagen alene. Da Kongen nu herom underrettede Paven, udnævnte denne ved Skrivelse af 9de Septbr. 1231 Biskop Askel af Stavanger og Cistercienser-Abbeden af Stanley i England til i Forening med Biskop Arne af Bergen at undersøge Kongens Sag[4]. Hvad disse nye Befuldmægtigede have foretaget vides ikke. Sagen kom nu i Langdrag, og i næsten 10 Aar findes den ei omtalt. Aarsagen hertil har uden Tvivl været deels den mellem Kongen og Paven indtraadte Spending i Anledning af Biskop Paal af Hamars Sag (1234–1237), deels Urolighederne mellem Kongen og Skule.
Først efterat disse ved Skules Død vare stillede, synes Sagen igjen at være sat i Gang, og det ved Erkebiskop Sigurd og de norske Biskopper, naturligviis efter Overlæg med Kongen og paa dennes Begjæring. Kongen var nu nemlig igjen optagen i Pave Gregorius IX’s fulde Naade, saameget mere som han havde modtaget Korset. Erkebiskoppen og Biskopperne skreve til Paven, at Haakon overeensstemmede med Norges Lov og Sedvane havde efterfulgt sin Fader, skjønt han var hans uegte Søn, i Kongedømmet, efterdi ingen egtefødte Sønner gaves og heller ikke andre nære Slegtninger, der med Rette kunde følge; derfor anholdt de nu om Pavens Samtykke
- ↑ „cum idem rex haberet prefatum archiepiscopum ex rationabili causa suspectum.“ N. Dipl. I. 9.
- ↑ I Norsk Diplom. I. 9 og 10, udfyldes det aabne Rum for Erkebiskoppens Navn med: Andree; det antages altsaa at have været Andreas Sunessøn. Men denne frasagde sig Erkebiskopsverdigheden allerede 1224 paa Grund af Sygelighed, og havde til Eftermand Peter Saxessøn forhen Domprovst ved Lunds Kirke. Andreas døde rigtignok først 4de Juni 1228, men det er dog ikke rimeligt, at den her omhandlede Undersøgelse overdroges ham efter hans Resignation. Rimeligere er det, at her menes Peter Saxessøn, hvilken døde 1228, 10de Juli. Suhm D. H. IX. 475, 565, 571.
- ↑ N. Dipl I. 9.
- ↑ N. Dipl. I. 10.
