tiden, end aabenbare udæskede til en saadan. At den imidlertid aldrig tabte sit hierarchiske Maal af Sigte, viste noksom de Forhandlinger, som i Haakons senere Regjeringsaar førtes mellem Kirken og Kongedømmet i Anledning af Kongens stifte om at blive kronet.
De Vanskeligheder, Haakon fra først af havde mødt i at faa sin Ret til Kongedømmet erkjendt, – Skule Jarls senere uafladelige Rænker for at styrte ham derfra eller i det mindste opkaste sig til hans Medkonge, – endelig den Vaklen i Begreberne om Kongearvefølgen, som fra Magnus Erlingssøns Valg havde indsneget sig, og som vedligeholdtes ved Kirkens Anskuelse om den egte Fødsels høie Betydning, – Alt dette havde tidlig maattet vække hos Haakon Ønsket om at see sit Kongedømme fuldkommen befæstet ved den efter Tidsalderens Mening saa betydningsfulde Kroning. Især synes Haakon selv at have følt visse Skrupler med Hensyn til sin uegte Fødsel. Vistnok var denne i Følge gjældende Lov og ved gammel Vedtægt ikke til Hinder for hans Kongearvefølge; dette var ogsaa tydelig nok udtalt af rette Vedkommende baade ved hans Antagelse til Konge paa Ørething i 1217, og senere end yderligere paa Rigsmødet i Bergen 1223, ved hvilken sidste Leilighed endogsaa hans Arveret kunde siges at have faaet den norske Kirkes Stadfæstelse ved Erkebiskoppens Erklæring. Alligevel kunde det ikke undgaa Haakons Opmærksomhed, at den gamle Vedtægt, som i Kongearvefølgen satte egtefødte og uegtefødte Kongesønner i lige Ret, ikke var i sin fuldkomne Orden. Den stred baade mod Kirkens Lov og mod den private Arvegang; og den havde derhos unegtelig bidraget sit, og det ikke mindst, til de indre Uroligheder, som i lang Tid havde voldet Norges Ulykke. Men heldede han nu til Kirkens Anskuelse, at den egte Fødsel i Kongearven burde for Fremtiden have en Forret, og at der ved hans egen Fødsel virkelig klæbede en Mangel, – saa laa den Tanke nær, først at faa denne Mangel hævet gjennem Kirkens antagne Magtsuldkommenhed, hvilket da kunde bedst skee i Forbindelse med hans kirkelige Indvielse til Kongedømmet ved Salvingen og Kroningen, og siden, naar han selv paa denne Vei var bleven indsat i den Egtefødtes fulde Ret, da at faa den egtefødte Kongesøns Forret for den uegtefødte erkjendt i Landets Lov.
Haakon havde ogsaa gjort et betydningsfuldt, man kan næsten sige afgjørende, Skridt mod dette Maal, idet han i 1240, da Skules Opstand tog en truende Vending, havde ladet sin ældste, egtefødte, otteaarige Søn Haakon, give Kongenavn først paa Ørething og derpaa i Bergen, uagtet han havde en ældre, uegte Søn, Sigurd, født før 1225, altsaa før hans Egteskab med Margreta Skulesdatter, og saaledes dengang mindst 15 Aar gammel[1]. Derved havde han tydelig
- ↑ H. H. S. c. 109, jfrt. m. c. 223, 225.
